SÅ' DER BID Fiskeri i de nordiske farvande foregår med forskellige fangstmetoder. Hvorvidt en fangstmetode er bæredygtig, afhænger af, hvordan den bruges. De bedste fangstm etoder er dem, der tager hensyn til både havmiljøet og fiskebestandene. Her er et overblik over de mest anvendte fangstmetoder i Danmark. TRAWLFISKERI Ved travlfiskeri fiskes der under bevægelse i de højere vandlag, hvor trawlet bliver slæbt efter fiskekutteren, når den sejler. Trawlet er en åben og tragtformet netpose, som er sat sammen af overnet, undernet og sidenet og er forbundet til fiskeskibet ved hjælp af wirer. Både slæbetid og slæbehastighed er vigtige faktorer for kvaliteten af fangsten. GARNFISKERI Ved garnfiskeri fiskes der stationært med net, hvorfor garnet står stille, fra det sættes, til det tages op. Nettets maskevidde bestemmer, hvilken størrelse fisk der går i. Garnfiskeri betragtes som skånsomt, hvis det håndteres rigtigt. SNURREVODSFISKERI Ved snurrevodsfiskeri lægger man en række tove ud i en halv cirkel, og når de trækkes ind, samler alle tovene fiskene, som går i voddet, når det nærmer sig båden. Metoden er skånsom over for yngel og fisk, som hales ind levende, da de kun når at være i voddet i kort tid. BOMTRAWL Ved bomtrawl fiskes der under sejlads med et tungt fiskeredskab, hvis underside består af kraftige jernkæder, som slæbes gennem de beboede lag af havets bund og maser havbundens planter og dyr op mellem kæderne og knuser det til en sky af organisk materiale, som tiltrækker rovfisk. Derefter vender trawlerne tilbage for at fange de spisende fisk med trawlposen, som sidder over jernkæderne. Bomtrawl er stærkt medvirkende til at fiskebestande i Danmark er stærkt nedadgående og desuden verdens mest energikrævende fiskemetode. LANGLINEFISKERI Ved langlinefiskeri fiskes der med krog ved at opsætte langliner på op til 300 meter, som påmonteres korte sideliner med krog med en afstand, der er tilpasset den fisk, man vil fange. Med langlinefiskeri kan fiskerne sikre, at fiskeriet foregår på en skånsom måde for både fisk og havmiljø, da man kan justere størrelsen på krogene samt dybden, der fiskes på. NOTFISKERI Ved notfiskeri fiskes der med en stor netvæg med en stålwire monteret i underkanten. Noten sættes rundt om en fiskestime, ved at kutteren sejler i cirkler. Når cirkelsejladsen er ovre, og nettet er sat ud, haler kutteren wiren ind, indtil nettet er lukket i bunden. Noten hives herefter ind på båden, og nettet tømmes ved hjælp af en pumpe. 32 BLUS No 11
Download PDF fil
Arkiv