opfølgning, der anbefales internationalt (Hanspal & Sedki, 2018; Randolph et al., 2017), og som i dag kun er tilgængelig for dem, der amputeres i forbindelse med ulykker i form af livslang vederlagsfri fysioterapi (Sundheds- og Ældreministeriet, 2008). Hvis antagelsen om, at det er hver tredje af dem, der benamputeres, som proteseforsynes, vil der være ca. 600 nye proteseforsyninger om året. På den baggrund vil der formentlig være behov for én centraliseret specialiseret enhed for hver region, hvoraf én enhed kunne have ansvaret for de særligt komplicerede tilfælde for hele landet. I arbejdet med kortlægningen viste det sig, at det mange steder var svært eller umuligt at få adgang til de data, der i kortlægningen blev efterspurgt. Det drejer sig om, hvor mange patienter / borgere der var i genoptræningsforløb, hvor mange der opnåede proteseforsyning, og hvor lang tid der gik fra benamputation til proteseforsyning. Disse oplysninger kan synes grundlæggende for at evaluere på egen indsats, men indsamles ikke systematisk i dag, og oprettelse af en national klinisk database er en mulighed for at monitorere og evaluere på kvaliteten i den fremtidige rehabilitering efter benamputation. Psykosociale indsatser Det kan være en stor, voldsom og livsforandrende oplevelse at få amputeret et ben (Madsen et al., 2016; Norlyk, Martinsen, & Kjaer-Petersen, 2013), både for patienten som oplever det, men også for dennes nære pårørende (Riis Madsen, 2017). I forbindelse med udarbejdelse af National klinisk retningslinje for perioperative behandling, pleje samt tidlig rehabilitering til patienter som får foretaget større benamputationer (Madsen et al., 2020) kom Amputationsforeningen med følgende høringssvar: ”…det lyder til, at de mere psykiske aspekter af en amputation er sat i en parentes, og det kun vil være lejlighedsvist, at det tværfaglige team kan tilkalde en psykolog eller andre med særlige fagkundskaber indenfor traumebearbejdning, krisehåndtering etc. Når jeg gennem 8 år har spurgt medlemmerne af vores forening og nyamputerede, som ikke nødvendigvis er medlemmer, så er de, som har følt sig traumatiseret i en eller anden grad ikke oplevet, at der har været personale, der er klædt på til denne særlige opgave. Eller de er blevet mødt personale der har ment at man kan træne sig væk fra det hele. Eller med ”Har de det godt hr Hansen?” ”Joo ”͘ ”det var godt hr Hansen”. Med andre ord har der slet ikke været tid eller ekspertviden nok for et eventuelt specielt uddannet personale til at gå i dybden med de følelser, der kan være forbundet med at miste en vigtig legemsdel.” (ibid.) Kortlægningen viser, at der ikke systematisk tilbydes psykosociale indsatser. Det er kendt, at forekomsten af depression, angst, uro og søvnløshed er højere blandt benamputerede end i normalbefolkningen (McKechnie & John, 2014; Price & Fisher, 2007), men screening for depression udføres på bare 20 % af hospitalerne og i 14 % af kommunerne. Det er også kendt, at mange benamputerede afstår fra sociale sammenhænge, de normalt ville have deltaget i, og oplever sig ensomme (Remes et al., 2010), og patienter efterspørger, at pårørende og patientnetværk (peer 54:64
Download PDF fil