support) inddrages i rehabiliteringen for at skabe støtte og motivation (Madsen UR et al., 2020; Randolph et al., 2017). Dette understøttes af studier blandt traumatisk benamputerede, der viser, at tidlig inddragelse af pårørende samt kontakt med andre benamputerede kan have stor indflydelse på, hvordan man tilpasser sig psykologisk (Jelic MER, 2003). Internationalt anbefales det, at peer support fra fx patientforeninger inddrages i det multidisciplinære team i den perioperative fase (Randolph et al., 2017). Kortlægningen viser, at henholdsvis hver fjerde hospital og hver tredje kommune oplyser, at de formidler kontakt til tidligere amputerede, lidt flere til patientforeningerne og Håndbog til nyamputerede (udgivet af amputationsforeningen) udleveres på 12 ud af 19 hospitaler og 41 % af kommunerne. Denne formidling af kontakt er i hver fjerde tilfælde forbeholdt borgere i proteseforsyningsforløb. En anden måde at opnå kontakt med andre benamputerede er gennem holdtræning, hvilket flere peger på ikke tilbydes i deres kommune på grund af for få deltagere. Der er således en underudnyttet ressource i inddragelse af peer support i hele rehabiliteringsforløbet, som kommuner og hospitaler med fordel kunne arbejde på at inddrage. Palliation Op til 20-30 % af de patienter, der får amputeret ben, dør inden for de første 30 dage, og 40-50 % vil være afgået ved døden indenfor de første 12 måneder efter amputationen (Fortington et al., 2013; Kristensen et al., 2012). En stor del af de patienter, der får amputeret ben, er altså i sidste del af deres liv, hvor beslutninger i forbindelse med livets afslutning er et væsentligt indsatsområde i den palliative indsats. Erfaringer viser, at når der tager kontinuerligt hånd om dette, kan det medvirke til at skabe trygge forløb for hele familien (Raunkiær & Mikkelsen, 2019; Sundhedsstyrelsen, 2019; van der Steen et al. 2014). En øget bevidsthed, ift. hvad beslutninger ved livets afslutning omfatter, er væsentligt, da der i den offentlige debat kan være tendens til at reducere dette til spørgsmål om aktiv og passiv dødshjælp samt genoplivning. Imidlertid rummer beslutninger ved livets afslutning flere forhold, som familier kan forholde sig til, og som professionelle kan facilitere (Raunkiær & Mikkelsen, 2019; Sundhedsstyrelsen, 2019). En sådan fælles samtale om mulig fremtidig behandling bliver i litteraturen beskrevet som advance care planning (ACP) eller fælles planlægning af behandlingsmål (Marså et al., 2015; Skorstengaard et al., 2017). Kortlægningen viser, at der kun screenes for palliative behov hos patienter på hvert fjerde hospital og i 15 % af kommunerne, og at palliative/lindrende tilbud findes på 12 ud af 19 hospitaler og i 37 % af kommunerne. Kortlægningen viser ikke i hvor høj grad patienter/borgere, der har fået amputeret ben, bliver tilbudt denne screening, og hvis ikke behovene identificeres, er der mindre chance for at patienten bliver tilbudt pallierende tilbud. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sundhedsprofessionelle som arbejder med patienter med livstruende sygdomme, bør kunne vurdere, om en patient kan have palliative behov, allerede når diagnosen stilles eller ved forværring af kendt sygdom (Sundhedsstyrelsen, 2017). Det kan de sundhedsprofessionelle gøre ved at stille sig selv surprise-spørgsmålet: ” Vil du blive overrasket, hvis denne patient er død indenfor de næste 6-12 måneder ? (Neergaard & Larsen, 2015). Eller ved at bruge det af sundhedsstyrelsen anbefalede redskab: Supportive & Palliative Care Indicators Tool (SPICT) (Bergenholtz, Weibull, & Raunkiær, 2019; Highet et al., 2014). SPICT er et redskab, som er udviklet til at understøtte den sundhedsprofessionelle i at identificere patienter med basale palliative behov. Redskabet er en metode til at identificere de patienter med livstruende sygdomme, som går fra en fase med langvarig sygdom, til en fase hvor der er behov for et større fokus på symptomlindring (Sundhedsstyrelsen, 2017). Kortlægningen viser, at palliation, som ud over 55:64
Download PDF fil