O'Connor, Neumann & Bhakta, 2014), og der forestår altså et implementeringsarbejde for at få IKA´s anbefalinger implementeret generelt. Uanset om ansøgninger om proteser bliver udarbejdet på hospitaler eller i kommuner, er der forskel på hvilke fagligheder, der er involveret i processen. Det er tankevækkende, at der er hospitaler og kommuner, der oplyser ikke at involvere patient/borger og dennes pårørende i processen. Internationalt anbefales det, at rådgivning/vurdering af om proteseforsyning skal indgå i mål for rehabiliteringen for den enkelte, samt at denne skal varetages af et tværfagligt team med specialviden på området (Hanspal & Sedki, 2018; Randolph et al., 2017). Det anbefales også at den enkelte genvurderes ved ændringer og mindst en gang om året (ibid.). Med en sådan procedure gives den enkelte mulighed for at ”komme sig” og for at ændre mening om ønsket om proteseforsyning over tid. Rehabilitering når proteseforsyning er målet Der findes ikke evidens for, hvor mange borgere i proteseforsyningsforløb man som sundhedsprofessionel skal møde om året, for at opbygge og vedligeholde kompetencer på tilstrækkeligt højt niveau, til at borgerne er sikret kompetent rehabilitering. Men taget kompleksiteten og heterogeniteten i denne patientgruppe i betragtning, synes <10 borgere til proteseforsyning om året pr. hospital/kommune som et lavt tal. Denne kortlægning dokumenterer således, at antallet af proteseforsyningsforløb i Danmark er så lille, at det kun få steder er muligt at opnå, vedligeholde og udvikle erfaring og kompetencer på specialistniveau hos de involverede faggrupper, som det er forudsat i Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (Sundheds- og Ældreministeriet og Børne- og Socialministeriet, 2018), med den nuværende organisering. Dette er gældende både på hospitalerne med specialistfunktion, og i de 74 kommuner der varetager hele genoptræningen i hele proteseforsyningsforløbet. De manglende specialistkompetencer må antages, at have omfattende indflydelse på kvaliteten af de indsatser patienter/borgere får tilbudt efter benamputation, og er et faktum både regioner og kommuner bør finde løsninger for. I England har man fx organiseret rehabilitering efter benamputation i specialiserede enheder Prosthetic and Amputee Rehabilitation Centres (PARCs) (Hanspal & Sedki, 2018), som på forskelligt niveau står for rehabilitering og proteseforsyning, baseret på forekomst og kompleksitet. Centrene er multidisciplinære og udover at stå for vurderinger, rådgivning og træning, har de også tæt samarbejde med (og fungerer som konsulenter for) de lokale terapeuter, der træner med borgerne lokalt. En lignende model kunne tænkes udviklet i Danmark. Det kan diskuteres hvor rehabiliteringen i proteseforsyningsforløbet bedst varetages, men en centralisering og opdeling i specialiseret og basal rehabilitering kan være nødvendig, for at opbygge og vedligeholde kompetencer. Samtidig er der blandt patienterne og klinikere et stort ønske om mere intensive træning tilbud end den ene time to gange om ugen, som kortlægningen viser, er det mest almindelige. Samt at i hvert fald en del af træningen skal tilbydes i vante omgivelser. Kortlægningen viser også, at der kan være forskel på, hvor lang tid et proteseforsyningsforløb kan vare, afhængigt af hvilken kommune man bor i. Der skal således være en tæt lokal forankring, som sikrer adgang til træning i lokalområdet, men denne skal være superviseret af mere centrale specialiserede enheder, som også vil kunne stå for den livslange 53:64
Download PDF fil