Tema: Robotter Kronik: Behandlingsrådet skal fremme innovation i sundhedsvæsenet Af Peter Huntley. Direktør – Medicoindustrien Danske Regioner er netop kommet med et udspil til en model for et såkaldt Behandlingsråd, som skal vurdere, hvilke behandlinger og teknologier, der giver mest sundhed for pengene. Rådet skal vurdere, om prisen på forskellige behandlinger og teknologier står mål med effekten for patienterne. Medicoindustrien ønsker at medvirke til at løse fremtidens sundhedsudfordringer med innovative og omkostningseffektive løsninger til gavn for patienter og samfund. Derfor er det positivt, at regionerne har taget initiativ til mere systematisk at sammenholde behandlingernes effekt med omkostningerne, så der fremadrettet kan skabes størst mulig værdi for patienterne i sundhedssektoren. Det er også positivt, at regionerne lægger op til at inddrage patienternes egne oplevelser og perspektiv på teknologierne. Behandlingsrådets primære opgave bør være at bidrage til behandlingskvaliteten ved at få implementeret værdiskabende og innovative løsninger hurtigt i hele landet. Kun små fem procent af det samlede driftsbudget til sundhed går til indkøb af medicinsk udstyr, så besparelser på dette område kan ikke løse sundhedsvæsenets økonomiske udfordringer. Tværtimod kan indkøb af det rette medicinske udstyr skabe bedre behandling, øget kvalitet, bedre ressourceudnyttelse og effektiviseringer, som slår positivt igennem på langt større udgiftsposter i sundhedsvæsenet. Hvis rådets beslutninger skal give anledning til besparelser, bør det derfor ske via værdibaserede indkøb, som gør driften billigere. For eksempel på grund af ændrede arbejdsgange, færre genindlæggelser, lavere infektionsrater og færre re-operationer. Det er afgørende, at et kommende Behandlingsråd ikke udsætter ibrugtagningen af medicinsk udstyr i Danmark. Hvis den innovative udvikling bremses på grund af en langsommelig proces i Behandlingsrådet, bremses hele udviklingen i sundhedsvæsenet. Behandlingsrådet må derfor ikke blive en spareøvelse i forhold til indkøb af innovativt udstyr, der netop skaber mere værdi for patienterne. Alle virksomheder bør kunne søge om at få ny teknologi vurderet, ligesom det er tilfældet i Medicinrådet. Alternativt vil en række patienter, som ville have gavn af behandlinger med bestemt medicinsk udstyr, ikke kunne modtage den optimale behandling. Behandlingsrådets anbefalinger skal naturligvis implementeres i klinikken, men de bør ikke være bindende for alle klinikere. Afgørelserne fra rådet bør være vejledende, så det stadig er muligt at bruge ny, innovativ teknologi lokalt på sygehusene, selv om Behandlingsrådet har konkluderet, at en behandling ikke er omkostningseffektiv på en bred patientpopulation. Det skal i sidste ende være op til den behandlende kliniker at vurdere, hvad der er den bedste teknologi til den enkelte patient - ligesom det gør sig gældende med den fri ordinationsret for medicin. På den måde får vi det bedste sundhedsvæsen. 14 | April 2020 |
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Medicoteknik her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her