LEDER Hvem er meningsdannerne? ” Fysikere og kemikere bør være massivt repræsenteret blandt opinionsdannerne, blandt andet for at få udviklet egnede batterier Det er almindeligt, at pressen i en af de sidste udgaver i året laver en oversigt over, hvem der har sat dagsordenen i det forløbne år. Overskriften i Politikens debatsektion i år fra den 28. december lyder: ”De satte dagsordenen i 2019”. Bladrer man et par sider videre i bladet, er overskriften på siden: ”Her er debattens superliga”. Man bliver her præsenteret for billederne af 60 personer forsynet med en kort beskrivelse og et tal, der skal give udtryk for, hvor højt de står på ranglisten over opinionsdannere. Politiken har bedt 34 dommere fra medie-, forlags- og uddannelsesverdenen om at give karakter til 100 udvalgte meningsdannere og debattører, heraf præsenteres de 60 højest placerede i bladet. Det interessante er nu, hvor kommer disse debattører og meningsdannere fra i samfundet? Det viser sig ikke overraskende, at det store flertal er politikere. Meningsdannelse og debat er jo deres job. En anden stor gruppe er nogle med tilknytning til pressen, journalister, redaktører og tv-folk. Enkelte litterære forfattere har også sneget sig ind. En gruppe, der glimrer ved sit totale fravær, er naturvidenskabsfolk af enhver observans. Når man ellers ser, hvad der optager pressen, det gælder både den trykte som den digitale presse, er det klimaet. Når vi skal finde ud af, hvad skal vi gøre for at mindske de problematiske udslag af den livsform, vi har valgt, er det klart, at de problemer, vi står overfor, ikke løses af ”debattens superliga”. En stor del af de problemer, vi står overfor, er jo udløst af forureningen fra energiproduktionen, det være både den stationære som den mobile. Størstedelen af denne energiproduktion foregår ved hjælp af fossilt brændsel, olie eller kul, som begge bidrager kraftigt til CO2-produktionen og dermed klimaforandringerne. En umiddelbar energikilde, der ikke direkte bidrager til forureningen, er jo atomspaltningen, men den giver så et alvorligt forureningsproblem på lang sigt med opbevaring af spaltningsprodukterne. Fusionsreaktorer giver ikke dette problem; men er ikke så udviklede endnu og meget dyre at konstruere, så dem kan vi ikke satse på på kort sigt. Vi må derfor satse på en mere intensiv udnyttelse af vind-, sol- og havbølgeenergi. De er alle tre forureningsfrie; men lider alle af den skavank, at de ikke er konstante. Man må derfor kunne opbevare energien, når der er for meget af den, som oftest i form af elektricitet, og her er vi langt fra målet. Vores batterier er alt for dårlige til opbevaring af store energimængder. Vi har derfor brug for, at fysikere og kemikere er massivt repræsenteret blandt opinionsdannerne, blandt andet for at få udviklet egnede batterier. Dette er blot et enkelt eksempel på naturvidenskabens centrale placeringer. Ser vi på Politikens liste over debattens superliga, er vi langt fra målet. Carl Th. Pedersen, cthp@sdu.dk - Dansk Kemi, 101, nr. 1, 2020 3
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her