Side 4

Container slukker USLUKKELIGE BRANDE I ELBILER Litium-ion-batterierne i el- og hybridbiler er en udfordring for beredskabet, hvis bilerne er involveret i trafikuheld eller bryder i brand. Nu har Beredskab Øst udviklet sin egen løsning. De kan bryde i brand lang tid efter, at de er blevet beskadiget. De kan være ualmindeligt svære at slukke. De kan blusse op igen og igen. De udleder brandbare og sundhedsskadelige gasser. Vandet bliver forurenet og miljøskadeligt pga. kemikalierne. Ja, der er adskillige udfordringer ved batterierne i el- og hybridbiler, når man ser på det fra beredskabets side. Det fastslår en ny rapport fra svenske RISE, der ser nærmere på sikker­ heden ved litium-ion-batterier i køretøjer. De mange særlige faktorer ved el- og hybridbiler stiller beredskaberne over for en udfordring, som Beredskab Øst nu har taget op. Her har man i løbet af foråret konstrueret en container til at håndtere skadede el- og hybridbiler, og den har været en del af beredskabet siden august. - Vi ser flere og flere el- og hybridbiler i de kommuner, vi dækker. Og efter alt at dømme kommer der mange flere i fremtiden. Derfor skal vi kunne håndtere de kemiske brande, de kan medføre, siger Michael Kim Andersen, der er vicebredskabsdirektør hos Beredskab Øst. EN VELUDSTYRET CONTAINER De enkelte celler i et litium-ion-batteri kan blive beskadiget i tilfælde af et trafikuheld eller ved en brand i bilen. 4

Side 5

Elbilen løftes eller slæbes ind i containeren, som sættes på ladet af en krogtrækker. Batterier er svære at slukke og kan bryde i brand igen i mange timer efterfølgende. Det kan føre til varmeudvikling i cellen, som spreder sig fra celle til celle – også kaldet thermal runaway. En kemisk brand i et litium-ion-batteri kan udvikle sig meget hurtigt med stikflammer og sundhedsskadelige brandfarlige gasser. Varmeudviklingen kan foregå i flere timer efter, at et uheld har fundet sted, og har én celle thermal runaway, kan varmen fra den få cellen ved siden af til at udvikle varme. På den måde kan en enkelt celle starte en kædereaktion, der kan få batteriet til at bryde i brand lang tid efter et uheld. Varmepåvirkning fra f.eks. brand kan medføre den samme effekt på en celle. - Batterier er svære at slukke og kan bryde i brand igen i mange timer efterfølgende – nogle bud er helt oppe på en uges tid. Vi kan ikke lukke veje og motorveje i flere timer, så hvis ikke vi kan slukke branden i batteriet, kan vi være nødt til at fjerne bilen. Derfor har vi udviklet en container til netop det formål, siger Michael Kim Andersen. Containeren er konstrueret på en måde, så man løfter eller slæber en elbil ind i den, sætter containeren på ladet af en krogtrækker og fjerner bilen. Containeren har dyser i gulvet og oppe på væggene, der både kan tjene som slukning og som køling af batteriet, der oftest sidder under bilen, for at hæmme varmeudviklingen. Vandet til dyserne kører i cirkulation, hvilket sænker vandforbruget markant og gør det nemmere at opsamle vandet efterfølgende og sende det til rensning, hvis det er blevet forurenet med kemikalier fra batteriet. Desuden er der anlæg med inert gas på containeren. - En brand i et elbilbatteri er en kemisk brand og har ikke behov for ilt. Derfor har inert gas ingen effekt på batteriet, men er i stedet tiltænkt resten af bilen. Varmeudviklingen fra batteriet kan nemlig potentielt betyde, at kabinen bryder i brand. Og da den er aflukket – i hvert fald indtil ruderne sprænger – kan vandet ikke komme derind. Derfor er der behov for inert gas til at kvæle den, siger Michael Kim Andersen. 5

    ...