DANMARKS ÆLDSTE BRANDSPRØJTE FYLDER Den 17. maj 2019 skal der være stor fest på Gentofte BrandMuseum. Denne dag har museet 32 års fødselsdag, og ikke mindst har landets ældst bevarede danskproducerede brandbil 100 års fødselsdag i år. Den 14. juni 1919 tog Gentofte Brandvæsen for første gang den danske mobilsprøjte af mærket Gideon i brug. Brandbilen er totalrenoveret og står i dag på Gentofte BrandMuseum i ligeså flot stand, som da den først ankom fra fabrikken i Horsens. - Den er meget velholdt, og vi kan godt love, at den kommer ud at trille på sin 100 års fødselsdag, fortæller tidligere brandmand Søren Sørensen, der var med til at få Gideon’en til Gentofte BrandMuseum i 1988. Gideon’en er produceret hos Rud. Kramper & Jørgensen A/S i Horsens og er udstyret med både strålerør, slanger og håndredskaber. Den har stige på taget, tohornet udrykning, gule lygter og et gult flag med ordet 'udrykning' syet på. Motoren er topventilet, har fire cylindre og er vandkølet. - Gideon’en var med til at bringe dansk brandbekæmpelse op på et andet niveau, idet den var motoriseret. Derfor betyder det meget for os at have den stående her på Gentofte BrandMuseum, siger Søren Sørensen, der selv har været brandmand i 37 år og var med til at stifte museet i 1987. BRANDBIL UDEN VAND Det er ikke uden held, at den gamle Gideon er blevet bevaret i snart 100 år. I 1960’erne var den egentlig blevet solgt til en ophugger, men heldigvis fik en veteranbilsentusiast fingre i bilen, som blev totalrenoveret. Efter hans død blev mobilsprøjten udstillet på Egeskov Slot, indtil Gentofte BrandMuseum købte den. - Den er et stykke historie inden for dansk brandbekæmpelse, og både børn og voksne er fascineret af den. De yngste måber, når vi fortæller, at brandbilen ikke medbragte vand, men at man måtte finde en brandhane eller en sø at hente vand fra, når håndsprøjten ikke var nok, fortæller Søren Sørensen. Der er plads til seks mand på Gideon’en, der også er udstyret med en førstehjælpsslange, der kan monteres på en køkkenhane. 20
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her