Opheling af bristninger og fødselsskader Fødselsbristninger syes altid med en selvopløselig tråd, så stingene ikke skal fjernes efterfølgende. Stingene opløser sig selv indenfor få måneder efter fødslen. Det er normalt at føle tyngde, hævelse og ømhed i underlivet i de første uger efter en fødsel. Det er også normalt at helingsprocessen medfører kløe ved arret. Hvis du forsat oplever stærke smerter i syningen efter en uge, bør bristningen vurderes igen af en læge eller jordemoder. Fødselsklip Et fødselsklip lægges i mellemkødet skråt ud til siden. Dette gøres for at skabe mere plads i forbindelse med barnets fødsel. Fødselsklippet svarer til en bristning grad 2, da den involverer de overfladiske muskler i mellemkødet. Musklerne er klippet over på en måde så såret ser asymmetrisk ud. Et fødselsklip er længere tid om at hele i forhold til spontane bristninger, men heler generelt uden mén. Det kan også gøre mere ondt fordi der nogle gange opstår blå mærker og hævelse omkring fødselsklippet i dagene efter fødslen. Genoptræning af bækkenbunden Bækkenbunden er generelt svag efter enhver graviditet og fødsel. Er man også bristet i mellemkødet har man ligeledes fået en muskelskade i bækkenbunden. Det er derfor yderst vigtigt at træne sin bækkenbund op igen. Mange kvinder føler sig mere "åbne" ved skedens indgang efter en fødsel. Træning af bækkenbundens muskler kan styrke musklerne og hjælpe til, at du genvinder samme spændstighed i bækkenbunden, som før fødslen. Du må, så snart du kan, starte med at lave lette knibeøvelser. Dette øger blodcirkulationen i området, mindsker hævelse og fremmer ophelingen. Efterhånden som du får gang i bækkenbundstræningen og du kan mærke at bækkenbunden bliver stærk igen, må du belaste den mere og mere. Du kan læse meget mere om genoptræning på www.kvindekrop.dk 3
Download PDF fil