Epilepsi er ikke lig med knockout 23-årige Mathias Maienborg Christiansen fra Esbjerg er i gang med at uddanne sig til VVS-energispecialist. Han bokser i sin fritid og er sammen med vennerne. Og så har han epilepsi. Tekst: Astrid Westergaard Foto: Ole Joern, Heidi Lundsgaard M athias var bare 21 år, da han fik sit første anfald. Han vågnede op en morgen og havde tygget sin tunge helt igennem. – Jeg husker, at jeg var rigtig stresset i dagene op til anfaldet, fortæller Mathias. Hans mor kørte ham på skadestuen, og under hele køreturen var han helt desorienteret. Han var også forslået, for han var faldet på badeværelset. En svær besked Mathias blev undersøgt, og det viste sig, at han havde epilepsi. En diagnose, som han deler med 50.000 andre danskere. – Det var sådan en besked, jeg lige skulle forholde mig til. Og min mor blev frygtelig bekymret. For hendes lillebror havde epilepsi i svær grad og døde under et anfald for syv år siden, fortæller Mathias og tilføjer, at man ikke behøver at være bange og have et dårligt liv, fordi man har epilepsi. Når Mathias deltager i artiklen her, er det netop for at vise, at man sagtens kan have et godt og aktivt liv som ung med epilepsi. – Jeg har besluttet mig for, at epilepsien ikke skal styre mig og mit liv. Og mit bedste råd til andre unge med epilepsi er, at de skal have nogle pejlemærker og kæmpe for deres drømme hver dag – også på de dårlige dage, siger Mathias. 22 marts 2020
Del
Print
Download PDF fil
Arkiv