4 TEMA / PATIENTERNES PSYKIATRISYGEHUS TEKST KLAVS VEDEL / FOTO LASSE OLSSON Deres mere end seks år lange rejse i et opsplittet sundhedssystem, de begge fra begyndelsen oplever uoverskueligt og krævende, har været en alvorlig belastning i sig selv. Et system, hvor de undrende har måttet se til, at de forskellige instanser arbejder med hver deres dagsorden og et system, hvor pårørende alt for sjældent bliver set som en ressource. Nat og dag i kommunen På et tidspunkt beder Birgit og Henning om hjælp hos kommunens børne- og familiecenter. De er bekymrede for deres børns trivsel. Men sagsbehandlerne har svært ved at anerkende, at Birgit er så alvorligt syg, og parret oplever at blive mødt med mistro, når de henvender sig. Det er først, da der kommer en underretning via psykiatrien, at forældrenes bekymring for børnene fører til handling hos kommunen. — Hvis ikke vi beder dem om at tage kontakt med de andre involverede myndigheder, sker der ikke noget. Ingen ting sker af sig selv. Vi leder ikke efter hullerne i osten, men vi tænker konstruktivt. Og hvis vi ser noget, der ikke fungerer hensigtsmæssigt, så synes jeg, det er min borgerpligt at gå ind i en dialog omkring det og forsøge at få enderne til at nå sammen, fortæller Henning. Birgit supplerer: — Vi har nok ikke passet til det billede, kommunen har af forældre til udsatte børn. Men vores børn har brug for hjælp, fordi vores situation er, som den er. Siden har de tre børn været igennem et undervisningsforløb hos PsykInfo i Middelfart og derigennem fået indsigt i Birgits sygdom, mødt jævnaldrende og tilmed fået nye venner med nogle tilsvarende erfaringer. På det kommunale jobcenter er indstillingen anderledes. Birgits sagsbehandler har været den samme gennem hele forløbet. Hun har taget både Birgit og Henning under sine vinger og hjælper med diverse henvendelser til de mange instanser og aktører omkring familien og er trådt til som en uundværlig koordinator for familien. — Hun kender systemet, og hun er selv en del af det. Så jeg bad hende om hjælp til at bane vejen for os gennem systemjunglen, og det sagde hun heldigvis ja til, siger Henning og erkender, at det dybest ikke kan være personalet på jobcenteret, der skal stå for den opgave. Men han er taknemmelig for, der var et menneske, som besluttede sig for at lytte og hjælpe. Inddragelse mest på papir Henning har meget på hjerte og vælger sine ord med omhu, da snakken falder på inddragelse af pårørende i psykiatrien. — Da vi startede hos psykiatrien i Kolding, fik vi en fin velkomstmappe. Der står en masse om pårørende, og hvad de gør for pårørende. Men en ting er, hvad der er skrevet, og en anden ting er, hvad der sker. Det vi oplevede var den diametrale modsætning, fortæller Henning. — Vi kunne jo læse, at pårø- rende generelt vil blive inddraget i behandling og taget med på råd og ikke mindst modtage rådgivning og vejledning. Men det oplevede jeg ikke. I bund og grund oplevede jeg, at hvis jeg skulle med til en behandlingssamtale, så skulle jeg sætte en fod i døren. I dag foregår Birgits psykiatriske behandling hos lokalpsykiatrien i Esbjerg. Her tilrettelægges behandlingen mere inddragende, sådan som Henning og Birgit ønsker det, og det har haft en positiv betydning for Henning. Desuden tilkøber familien timer hos en privatpraktiserende psykolog og kommunen byder ind med bostøtteordning et par gange om ugen. — Når jeg bliver involveret og lyttet Han har været presset til det yder- til, tager det noget af den følelses- ste flere gange og savner viden og mæssige belastning, jeg ellers slæ- vejledning i, hvordan han skal hånd- ber rundt på til daglig. Det kan jo tere Birgits sygdom. ikke være spor anderledes. Bekym- — Der kommer ingen hjælpemid- ringsniveauet bliver lavere. Og når ler, og jeg er som pårørende også jeg sætter foden i døren, er det ramt. Det har da også kostet psy- jo heller ikke, fordi jeg går og kologhjælp til mig, og jeg har papir keder mig, siger Henning. på, at hvis situationen fortsatte, så Stort pres på Henning kunne mit hoved tage varig skade. Det har jeg sort på hvidt. Så jeg Henning havde tidligere en travl kunne ikke komme længere ud, kon- karriere i reklamebranchen. I dag staterer Henning. har han stadig meget travlt med I forhold til Birgits sygdom arbejdslivet. Men han har skif- handler Henning udelukkende på tet jobbet ud med eget firma for instinkt og sund fornuft, fortæl- at kunne planlægge hverdagen, ler han. så han kan drage omsorg for hele — Så hvis jeg ikke ved, hvad der familiens hverdag i stort og småt, er rigtigt at gøre, kan jeg jo mod nu hvor Birgits kræfter er meget min vilje komme til at modarbejde, svingende og generelt ikke rækker den behandling, som er i gang. så langt. Lad os nu bare sige, at Birgit i ste- — Jeg har masser at det var i kræftbehandling og pludselig fik det dårligt af tage mig til. Børnene, husholdningen, mit arbejde, det hele er mit ansvar. Birgit er sin medicin. Så ville jeg have fået at vide, hvad jeg skulle gøre. Men hvis Birgit pludselig ryger ned i et dybt hul, er der ingen der har fortalt mig, hvad der vil være det rigtige at gøre. Det er der bare ikke. gået gennem isen, og vi andre forsøger at holde hende oppe. Og jo dårligere hun får — Vi har oplevet nogle brister i systemet, men vi har også mødt folk, der virkelig gør en forskel — også endnu mere end man kunne forvente. Vi mangler, at nogen tænker det her system som det, jo mere hiver hun en helhed, der fungerer for patienter og pårørende. os andre med ned, Sådan er det langt fra i dag, og det koster både menne- forklarer Henning. skeligt og økonomisk. Det er vi ikke i tvivl om, siger Hen- ning.
Download PDF fil
Indholdsfortegnelse
Cookiepolitik