Behandling med biventrikulær pacemaker Til patienter og pårørende Vælg farve Før indlæggelsen Du skal have taget blodprøver ved din egen læge eller på sygehuset ca. en uge inden indlæggelsen. Prøverne er bestilt elektronisk, men du skal selv bestille tid. Hvis du har feber, er i behandling med antibiotika eller har en infektion i kroppen, bedes du kontakte afdelingen, da det så ofte vil være nødvendigt at flytte operationsdatoen. Hvis du er kvinde mellem 12 og 55 år og er gravid eller kan være, skal du kontakte os på telefon 6541 2129, da vi bruger røntgenstråling i forbindelse med din behandling. Du vil blive ringet op af en sygeplejerske fra afdelingen 4-6 dage før indlæggelsen. Hvis du er i blodfortyndende behandling med Marevan, skal du ikke holde pause, men din INR skal dog være under 3 (vi måler den, når du møder i afdelingen). Hvis du er i blodfortyndende behandling med Eliquis, Lixiana, Pradaxa eller Xarelto skal du holde pause med det aftenen før operationsdagen og på operationsdagen. Indlæggelsesdagen Du må tage din øvrige medicin, fraset ovenstående, og spise et let morgenmåltid. Medbring din medicin til et døgn og et par indesko. Du skal tage et bad aftenen før eller på operationsdagen og tage rent tøj på. Undgå at anvende creme, makeup og neglelak. Når du møder, skal du klæde om til hospitalstøj. Evt. hår på den side af brystkassen, hvor pacemakeren skal lægges, bliver barberet af. Du får lagt et drop i den ene hånd, og inden operationen gives der antibiotika i droppet for at forebygge infektion. Der kan forekomme ventetid på operationsdagen, så medbring evt. læsestof. Selve operationen Pacemakeren lægges under huden øverst på brystkassen lige nedenfor kravebenet. Den lægges oftest på venstre side. Hvis der særlige forhold, der taler for det, kan den lægges på højre side. Operationen foregår i lokalbedøvelse og tager ca. 3 timer. Det kan spænde og føles lidt ubehageligt, når lokalbedøvelsen bliver lagt. Hvis der er behov for det, gives der ekstra smertestillende medicin i dit drop. Gennem et blodkar under kravebenet føres 1 eller 2 ledninger ind i hjertet samt en ledning, der placeres udenpå hjertet. Spidsen af ledningen skrues fast i hjertemusklen og tilsluttes herefter pacemakeren. Der laves et snit på ca. 5 cm under kravebenet, hvor man laver en lille lomme, som pacemakeren placeres i. Huden syes sammen, og der sættes plaster på, samt en stor forbinding, som trykker på såret for at mindske risikoen for blødning. Efter operationen må du meget gerne være oppegående. Hvis du har behov for at hvile dig, skal du ligge med hovedgærdet højt. Odense Universitetshospital Hjertemedicinsk Afdeling B, Indgang 20 J. B. Winsløvs Vej 4 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 21 29 (hverdage 8-15) Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odebind Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdb x 1/3 Materiale nr: 154052 17.03.2023
Print
Download PDF fil