Lever i nuet Anne-Mette har været på hospice i 14 dage og ved ikke, hvor det bærer hen. Men det er heller ikke det vigtigste, mener hun. - Jeg interesserer mig ikke så meget for, hvad der sker en gang. Jeg interesserer mig mere for, hvad der sker nu. Livet er nu og ikke, hvad der sker om fem minutter, om 14 dage eller tre måneder. Derfor tager jeg det stille og roligt. Og det kan hun roligt gøre og blot koncentrere sig om at være sammen med familien. Tony kommer hver formiddag og kører først hjem til Bøjden ved ni-tiden om aftenen. Parrets to døtre og barnebarn har besøgt mor et par gange, hvor de har kunnet overnatte på hospicets gæsteværelse. Hospice Sydfyn blev indviet i 2012 og har plads til 12 patienter. Kan nu koncentrere sig om familien - Det er en stor hjælp at være på hospice, fordi alt praktisk arbejde jo er taget fra. Jeg skal kun sørge for mig selv. Og min mand Tony hjælper mig med at få tøjet på. Alt det andet praktiske er der nogen, der sørger for, og det er jo dejligt, fortæller Anne-Mette. Hun havde kun hørt om hospice som et sted at afslutte livet, men hendes datter fortalte, at man også kunne komme på såkaldt symptomlindrende ophold. - Hospice er for begge kategorier, både for de, der skal herfra, og for os, der bare skal ind og have lidt ”wellness”, smiler Anne-Mette – for sådan oplever hun det. Hun fik endda overskud til at tage hjem til Bøjden et smut. - Jeg fik set til mine kartofler, som jeg fik lagt, inden jeg kom her. Jeg skulle jo se, hvordan mine planter har det, og jeg sad ude på min rollator og fjernede ukrudt fra bedene. Jeg trives bedst med praktisk arbejde. Derfor påtænker jeg at tilbyde de mange søde frivillige her på hospice at gå dem i bedene og hjælpe med havearbejde fra min rollator! En lang og besværlig sygdomsrejse Anne-Mette har liv og gnist trods mange år med sygdom og indlæggelser. Hun blev ramt af brystcancer for 34 år siden og fik fjernet det ene bryst, da hun kun var 31 år. For 18 år siden fik hun fjernet det andet bryst og havde derefter en rask periode på 14 år. Men så dukkede canceren op igen… - Jeg har været sygehjælper siden 1970, og da jeg gik på efterløn som 60-årig fik jeg pludselig ondt i ryggen og tænkte, at det nok skyldtes, at jeg havde støvsuget og gjort rent og slæbt rundt på alle de ældre og syge mennesker. Det viste sig så, at canceren havde bredt sig til ryggen og ned i bughulen, fortæller Anne-Mette. Så begyndte kemobehandlingen, som nu har varet i fire og et halvt år. Sendt hjem for tidligt Tony har sirligt ført dagbog over det meget komplicerede sygdomsforløb, de mange indlæggelser og stuer, Anne-Mette har ligget på. Flytningerne skabte megen uro, husker Anne-Mette: - Det er faktisk det værste. At man ikke hører til nogen steder. Men det er jo mig, der er syg. Det er jo ikke mig, der skal vide, hvor jeg hører til henne! Hun har også prøvet at blive sendt hjem for tidligt. - Da min kone fik den store maveoperation med stomi i maj sidste år, kom hun hjem efter otte dage – og det var bare for tidligt. Hun fik det dårligt og havde stadig alt for mange opkastninger, fortæller Tony. Efter nogle dage på hospitalets palliative sengeafsnit blev hun til sidst overført til hospice.
Print
Download PDF fil