Ro og tryghed på hospice - Her kom der ro på. Ikke kun for hende, men også for mig. Så man bevarer et overskud til at skubbe på og løfte op, fortæller Tony. Og du tør godt efterlade Anne-Mette her, mens du kører hjem og sover? -Ja, jeg kunne med det samme mærke, at Anne-Mette fik ro på, da hun kom her. Der blev færre opkast, og medicineringen var bedre. Her er hun i trygge hænder under rolige forhold. Så det behøver jeg ikke bekymre mig for. Anne-Mette supplerer: - Lægen har rigtig god tid til at snakke, og sygeplejerskerne er meget søde. De er ikke på vej ud af døren med det samme, men koncentrerer sig om deres patienter. Det skifter ikke hele tiden. Når jeg ringer på min klokke, går den kun til hende. Det betyder, at det ikke bimler og bamler på gangene, hver gang en patient ringer på en sygeplejerske. Overskud til at tale sammen Når I nu har fået overskud, hvad bruger I det så til? - Vi får talt sammen om, hvad det egentlig er, vi skal videre frem til. Det her får jo en ende på et eller andet tidspunkt. Vi skal jo også være realistiske, ikke? Og det bruger vi også tid til at snakke om med vores børn, fortæller Anne-Mette og græder lidt. Hun fortsætter efter en pause. - Sådan er det jo. Livet er en vej, den er så og så bred, men den smaller jo ind mere og mere. Jeg er jo ikke dum. Jeg ved godt, hvor det ender. Men jeg ved også, at det ikke er nu. Og nu skal vi snakke om døden, mens vi allerbedst kan. Det kan jo ikke nytte noget, at man først, når man ligger med næsen i vejret, får sagt
Print
Download PDF fil