Sådan foregår rygbedøvelse Anæstesisygeplejersken lægger en tynd kanyle i en blodåre på hånden, hvori væske gives. Dernæst lægger anæstesilægen en tynd kanyle ind i området omkring lænden. Herigennem bedøves nerverne i rygkanalen. Når bedøvelsen er sprøjtet ind fjernes kanylen, og du får et plaster på. Anæstesisygeplejersken sidder hos dig hele tiden og måler din puls og blodtryk. Hvis du ønsker det, kan du komme til at sove. Du kan måske mærke, at kirurgen rører ved dig, men du mærker ingen smerter. Bedøvelsen varer ca. 3-4 timer, hvorefter den gradvist aftager. Efter operationen Når operationen er overstået, bliver du kørt på opvågningsstuen. Vi observerer dig fortsat og tilbyder mad og drikke. Stå aldrig ud af sengen uden personalets hjælp. Før du tager hjem, skal du have haft vandladning. Dette kan i sjældne tilfælde tage noget tid, idet blæren kan være påvirket af rygbedøvelsen. Det er helt normalt. Din udskrivelse Hvornår du kan komme hjem afhænger af, hvad du er opereret for. Nogle operationstyper kræver overnatning på sygehuset. Du skal have en voksen person til at komme og hente dig på Friklinikken. Vi anbefaler, at du har en voksen person omkring dig det første døgn efter operationen, men det er ikke en betingelse. Der skal dog være en voksen person tæt på, som er bekendt med, at du er opereret, så du kan få hjælp, hvis det bliver nødvendigt. Du må ikke køre bil/betjene maskiner i de kommende 24 timer. Mulige normale gener efter rygbedøvelse • Du kan være øm, der hvor droppet har siddet. • Du kan være træt den første tid efter bedøvelsen. • I sjældne tilfælde kan der opstå kløe på grund af den smertestillende medicin. • I sjældne tilfælde kan der opstå voldsom hovedpine. Henvend dig til Friklinikken eller skadestuen. 3
Download PDF fil