I det følgende skitserer vi kort rammerne om projektet, hvorefter vi redegør for, hvad projektet endte med at vise i forhold til de ovenstående spørgsmål. Deltagerne og forløbet I projektet deltog 16 mennesker med afasi fordelt på to grupper med 8 personer i hver. Ift inklusionskriterier havde vi fokus på lyst og evne til at indgå i kommunikation mere end det specifikke sproglige funktionsniveau. Vi havde ikke et kriterium i forhold til alder, men skævede dog til, at der ikke opstod en uhensigtsmæssig skævvridning aldersmæssigt i den endelige gruppesammensætning, som kan ses i figur 2. GRUPPE A Køn: Alder: År post-onset: Afasikvotient (WAB) : 3 kvinder, 5 mænd 59 --79 år (gns.71 år) 1 - 11 år (gns. 5 år) 15-80 (gns. 45) Vi var heldige at finde 8 frivillige, som havde lyst til at være med i projektet 7 personer på pension og 1 studerende. 4 frivillige var således tilknyttet hver gruppe. Desuden var vi 3 logopæder, som deltog. Såvel frivillige som logopæder skiftedes til at deltage de enkelte mødegange. GRUPPE B Køn: Alder: År post-onset: Afasikvotient (WAB) : 4 kvinder, 4 mænd 52 --72 år (gns.63 år) 1 - 9 år (gns. 5 år) 42 - 88 (gns. 45) Figur 2. Gruppesammensætning. De 8 frivillige deltog på et intro-kursus ved vores samarbejdspartner Selvhjælp og på et overbygningskursus hos IKH, som gav dem viden om afasi, SCA og projektet. Den resterende oplæring bestod af sidemandsoplæring og sparring fra logopæderne undervejs i forløbet samt gruppesupervision hos Selvhjælp. Intentionen var, at indholdet i gruppen skulle svare til noget, som almindeligvis kunne foregå i en snak mellem voksne mennesker på en café eller lignende. ‘Cafétesten’ blev således et pejlemærke i forhold til indholdsdelen og grunden til, at vi fravalgte alle former for spil og mere øvelsesprægede idéer. Vi endte til sidst ud med den helt simple plan, at (stort set) alt, hvad der foregik i gruppen, skulle være samtaler - kun styret af de to faste indholdsblokke ‘Nyheder’ og ‘Erfaringer’. De to samtalegrupper mødtes ugentligt i 2½ time i samlet set 32 uger. I starten deltes logopæder og frivillige om tovholderrollen. Logopæderne agerede rollemodeller i forhold til at facilitere deltagernes samtaler ved hjælp af SCA. Gradvist overgik ansvaret for dette til de frivillige, som til sidst udfyldte tovholderrollen alene. Møderne foregik hos Selvhjælp, hvilket var et bevidst valg i forhold til at signalere, at der netop var tale om en selvhjælpsgruppe og ikke et undervisningsforløb. I forhold til det praktiske var selvstændighed i centrum. Deltagerne havde selv ansvar for at tage avisen med, lave kaffe, vaske op osv., hvilket skulle bidrage til ejerskab og ansvarsfølelse ift. gruppen. Den frivillige som facilitator Kommunikation for Livet skulle bygge bro til fase 4 og ikke være en fortsættelse af den logopædiske undervisning fra fase 3 - blot i et andet regi. Det var vigtigt for os, at de frivillige ikke kom til at stå med en undervisningsopgave, men samtidig skulle projektet heller ikke gå hen og blive en kaffeklub. Kunsten var således at ramme et sted derimellem - at skabe mulighed for at øve og vedligeholde sine kommunikative færdigheder i vedkommende samtaler som almindelige voksne mennesker. I udviklingen af mødekonceptet var vi desuden optaget af, at deltagerne fik ejerskab. Det skulle være deltagernes gruppe - rammesat af de frivillige ud fra vores koncept, men rammerne skulle udfyldes af deltagerne. For at fremme ligeværdighed og meningsfuldhed lå ansvaret for, hvad der skulle tales om, derfor hos gruppedeltagerne selv. De frivillige fik dog konkrete anvisninger og råd til, hvordan de kunne støtte deltagerne i forhold til at finde, igangsætte og udforske konkrete emner sammen. Det simple kan være komplekst, idet det viste sig som en udfordring for de frivillige at forholde sig afventende og faciliterende som tovholdere i gruppen. Vi arbejdede derfor med, hvordan man bliver i denne rolle, tåler tavshed og ikke begynder at deltage for direkte i samtalen ved for eksempel at byde ind med egne emner, holdninger mv. En disciplin, som krævede øvelse og sparring. En af vores udfordringer som logopæder var at finde den rette balance mellem at være styrende og at give plads - herunder at finde en god tilgang og et realistisk forventningsniveau i forhold til de frivilliges opgave som tovholdere. De frivillige har brug for at føle ejerskab og medindflydelse, idet disse faktorer er medvirkende til at skabe den motivation og meningsfuldhed, som i høj grad er drivkraften i frivilligt arbejde. Samlet set oplevede vi, at oplæring og overdragelse af tovholderrollen til de frivillige var succesfuld og samarbejdet velfungerende. Samarbejde med en frivillige organisation Samarbejdet med frivillige var en ny disciplin for os og IKH, hvorfor vi indgik et samarbejde med organisationen Selvhjælp. Ved at indgå dette samarbejde fik vi gavn af Selvhjælps erfaring med organisering og undervisning af frivillige. Det vil sige, at vi ikke selv skulle ud og opfinde et koncept for, hvordan man er frivillig generelt, men kunne koncentrere os om at udvikle på den del, som særligt vedrører vores målgruppe og koncept. Samarbejdet med Selvhjælp viste sig at blive en stor styrke i projektet.
Download PDF fil