Havets energi Store danske muligheder i brasiliansk offshore Historisk store investeringer og mangel på knowhow i Brasilien giver danske offshore-virksomheder med specialkompetencer kæmpe forretningsmuligheder. O lie- og gasforekomsterne i Presalt-bassinnet ved byen Santos i den brasilianske delstat Sao Paolo er aktuelt genstand for historisk store investeringer. Fra 2013 til 2017 investeres 237 milliarder dollars i at etablere felter, som fuldt udbygget vil fordoble den brasilianske olieproduktion til omkring fire millioner tønder olie om dagen. Opgaven kræver imidlertid både knowhow og kompetent arbejdskraft, og ingen af delene har brasilianerne selv i tilstrækkelig grad. Det åbner op for danske aktører, siger Mikkel Juul, Head of International Projects ved Offshoreenergy.dk, det nationale videnscenter og innovationsnetværk for offshore-sektoren. Det er havnebyen Santos, der bliver centrum for det kommende olieeventyr i Brasilien. Men der er endnu ikke en olieindustri i Santos, selvom det er landets tredjes største udskibningshavn. »I Santos skal de gå fra mange års arbejde med bulk af sukker, juice og soya til olie- og gassupportring. Og til den transformation kan de bruge nogle af de erfaringer, som Esbjerg har gjort sig, da byen gik fra at være en fiskerby til at være en olieby,« siger Mikkel Juul, som netop har været i Brasilien med en delegation af danske offshore-virksomheder. »Brasilianerne har meldt åbent ud, at deres nuværende offshoresetup ikke kan løfte opgaven alene. De mangler volumen i hele den supply chain, som er krævet for at producere feltet. De mangler underleverandører, de mangler specialister, hænder og udstyr til drift og vedligehold. De mangler det meste, for der er ikke leverandører nok til at understøtte den planlagte vækst,« siger Mikkel Juul. Når danske virksomheder er en stærk spiller på det brasilianske offshore-marked, skyldes det ifølge Mikkel Juul et godt ry i forhold til kvalitet og leveringstid. »Det at levere til tiden er et kardinalpunkt for om en investering er rentabel eller ej. Her har danske virksomheder et stort plus i bogen, det er faktisk et af vores fremmeste konkurrenceparametre,« siger Mikkel Juul. Felterne i Brasilien ligger på store dybder, og man ønsker en innovativ produktion, der kan få vanskelige felter til at yde maksimalt – noget som dansk offshore er skarp til. »Man vil gerne læne sig op af den offshore-produktion, vi er kendt for i Danmark og Norge: Effektivt, innovativt og med hensyn til sikkerhed og miljø. Derfor vil danske virksomheder have rigtig gode muligheder i Brasilien,« vurderer Mikkel Juul. CLAMP ON ENERGIMÅLING PÅ RØRSYSTEMER • Clamp on system • Ingen indgreb eller produktionsstop • Til både køl og varme • Opfylder SKATS krav til afregning • Alle typer rør og størrelser • Kan bruges til flow- eller energimåling Bjørnholms Allé 22 · DK-8260 Viby J info@tech.dk · www.tech.dk Tel: +45 87 39 26 00 Maskinmesteren marts 2015 5
Download PDF fil