LEDER GRØN BYGGESKIK er renovering til fremtiden Fremtidens gode byggeskik er grøn og omfatter især energirenovering, som skal respektere det oprindelige design og sikre, at der ikke genindbygges miljøfarlige materialer samt sørge for et godt arbejdsmiljø og en efterfølgende grøn drift. Af Gert Johansen, formand i Konstruktørforeningen Foto Palle Skov For 100 år siden gav Bedre Byggeskik-bevægelsen et kæmpe løft i byggeriet. Men hvordan skal vi bygge og renovere i dag, når der skal være sammenhæng mellem arkitektur, miljørigtigt materialevalg, klimatilpasset byggeri og god kvalitet? Det var ét af de emner, vi skulle have drøftet på årets Folkemøde på Bornholm. Men som så mange andre store begivenheder er det desværre blevet aflyst på grund af coronakrisen. Men selvom vi må undvære denne vigtige diskussion, skal vi til at speede op på den grønne omstilling, hvilket også er et løfte, KF har givet til ’fremtiden’, og som ligger i direkte forlængelse af vores forpligtigelser i forhold til FN’s verdensmål. Det er et løfte, alle bygningskonstruktører skal hjælpe med til at indfri – simpelthen fordi vi om nogen har en særlig viden og kompetencer til at løfte opgaven. Den grønne omstilling i byggeriet skal i meget høj grad ske ved en energirenovering af den eksisterende bygningsmasse, både fordi den er én af de største energiforbrugere, og fordi den CO2 – der allerede er indbygget/indlejret i disse bygninger – i videst muligt omfang skal bevares. Hermed mindsker vi udledningen af nye klimagasser, hvilket ellers vil ske, hvis vi bare flår det gamle ned. Den grønne renovering skal dog videst muligt respektere den oprindelige byggeskik, men tilpasses vores tidsalder og levevis. Derudover skal vi også sikre, at der ikke genindbygges miljøfarlige materialer og komponenter, og at løsningerne går hånd i hånd med et stort hensyn til arbejdsmiljøet og den efterfølgende grønne drift. Hvis vi skal have succes med vores løfte til fremtiden, må hele byggebranchen fortsætte og meget gerne udbygge det samarbejde, der allerede finder sted i fx Renovering på dagsordenen. For det er vigtigere end nogen sinde, at vi i fællesskab finder og skaber de bedste løsninger, hvis byggeriet skal tages alvorligt, når de politiske beslutninger for fremtiden tages. 3
Download PDF fil