LEDER Konstruktørforeningen er medlem af den europæiske paraplyorganisation AEEBC, som samler ca. 300.000 europæiske bygningsprofessionelle. Dermed har vi indflydelse på udviklingen i byggeriet i hele Europa og er med til at påvirke en proaktiv klimastrategi på tværs af landegrænser. KLIMAUDFORDRINGERNE KENDER IKKE TIL LANDEGRÆNSER Af Gert Johansen, formand i Konstruktørforeningen Foto Palle Skov Det har altid givet styrke at stå sammen. Både i fagbevægelsen og når det gælder udviklingen af byggeriet. Derfor er KF også medlem af den europæiske paraplyorganisation The Association of European Experts in Building and Construction (AEEBC), som repræsenterer godt 300.000 bygningsprofessionelle i EU, beskæftiget bredt i hele byggebranchen. I AEEBC mødes vi jævnligt og diskuterer byggeriets behov for kompetencer, kvalifikationer og uddannelse. Da jeg også har den glæde at være formand for AEEBC, nyder konstruktørerne dermed stor indflydelse og er også med til at lægge linjerne for de klimastrategier, der lige nu bliver udviklet i byggeriet overalt i EU. På vores seneste møde i London i oktober lavede vi fx en strategi for, hvordan vi på europæisk plan kan bidrage til en grøn og bæredygtig omstilling af byggeriet. Vi blev bl.a. enige om at arbejde for, at de europæiske uddannelsesorganisationer og det udøvende erhverv skal arbejde tættere sammen, og at vi som erhverv desuden skal arbejde for at modvirke uligheden i verden med FN’s 17 verdensmål som nødvendigt pejlemærke. Samarbejdet i AEEBC omfatter også arbejdet med at nedbryde barrierer. Derfor er vores fællesskab i øjeblikket meget optaget af at kunne fastholde vores søsterorganisationer fra Storbritannien, hvis Brexit bliver en realitet. Mange af de udfordringer, vi står overfor, kender nemlig ikke landegrænser. Selvom klimaet står øverst på agendaen, er vi også med til at udvikle arbejdsmiljøområdet og deltager endvidere i nogle af de store Erasmus+-projekter, hvor institutioner og organisationer på tværs af EU udvikler strategiske partnerskaber og samarbejdsprojekter, der skal styrke uddannelseskvaliteten i EU. Så ud over en vigtig medindflydelse på udviklingen i den europæiske byggesektor er vores medlemskab af AEEBC også med til at sætte både dansk byggeri og bygningskonstruktørerne på det internationale landkort. 3
Download PDF fil