LEDER BÆREDYGTIGHEDENS DILEMMAER som afsæt for KF’s egne mål for fremtiden Hvordan får vi bygherrer til at bygge mere bæredygtigt, og hvor robuste er genanvendte byggematerialer? Vejen mod mere bæredygtighed er fyldt med både dilemmaer og spørgsmål. Af Kirsten Nielsen, næstformand i Konstruktørforeningen Foto Nicolai Perjesi Årets Folkemøde på Bornholm handlede i høj grad om bæredygtighed og FN’s verdensmål. Men vejen mod en mere bæredygtig verden er fyldt med dilemmaer. Umiddelbart er der en stor velvilje i byggebranchen til at genanvende byggematerialer, men dilemmaet er, at ingen helt ved, hvordan materialerne er belastet, og om de er egnede til at blive genbrugt. Hvordan sikrer vi holdbarhed og kvalitet? Og hvem skal tage ansvaret for materialerne? Når vi træffer valg, sker det på baggrund af den viden, vi har p.t. Men i en tid, hvor fx mængden af nye byggematerialer er i hastig udvikling, kan der opstå nye problemer. Selvom man som udgangspunkt har et bæredygtigt materiale, hvordan vil det så fungere sammen med andre byggematerialer fx med hensyn til fugt, indeklima og levetid? Og kan vi være sikre på, at noget, der er bæredygtigt i én sammenhæng, også vil være det sammen med andre bæredygtige valg? De ubekendte faktorer gør, at mange afholder sig fra at eksperimentere. Og det er ærgerligt, for vi har brug for at blive klogere og finde nye metoder og materialer. I en fart! Et andet spørgsmål er: Hvem skal gøre noget? Alt byggeri starter med, at bygherren har et ønske om at bygge. Men der skal ofte incitamenter til, at bygherren også bygger bæredygtigt. Det kan enten være i form af krav fra myndighederne, økonomiske gevinster som fx offentlig støtte til at bygge bæredygtigt eller lavere ejendomsskatter ved bæredygtige byggerier og renoveringer. For at fremme ønsket om at bygge bæredygtigt foreslår KF en mærkningsordning for CO2-aftrykket for en ejendoms samlede levetid – fra opførelse og drift til renovering og nedrivning. Sådan en mærkning kunne evt. indgå i beregning af ejendomsskatten for større ejendomme. Jeg har desværre ikke svarene på mine mange spørgsmål. Men positivt er det, at den nye regering vil lave en national strategi for bæredygtigt byggeri. Jeg glæder mig til at se de konkrete tiltag og håber, at regeringen tager højde for de mange dilemmaer. 3
Download PDF fil