LEDER DER ER GÅET VALGKAMP I VORES PENSIONSALDER – og det er skidt for sagligheden Debatten om, hvem der skal have ret til en tidligere pensionsalder, og hvem der ikke skal, er både udtryk for valgkamp før tid og en glidebane mod et mere uligt samfund. Af Gert Johansen Foto Nicolai Perjesi Årets første store debat om pensionsalder – som også var startskuddet for en uofficiel valgkamp – viser, at vi er ved at sætte velfærdsstaten over styr, hvis det kun er dem, der er fysisk nedslidte, som skal kunne gå på pension før andre. Det er vigtigt, at vi får sidestillet den fysiske og psykiske nedslidning. For i min optik er manglende arbejdsevne lige skidt, om det er slid i ryggen eller en psykisk tilstand, der gør folk ude af stand til at have et arbejde. Vi har faktisk allerede ordninger i dag, der kan tage vare på folk over 60 år, der ikke længere kan klare at være på arbejdsmarkedet og derfor kan få bevilliget en pension før tid – en såkaldt seniorførtidspension. Og så er der også den almindelige førtidspension for dem over 40 år. Men hvis reglerne ikke var så rigide og stramt forvaltet, ville vi slet ikke have haft diskussionen om pension og nedslidning. Politikerne siger, at der skal ligge objektive kriterier til grund for, at man kan bevillige en tidligere pension. Jeg kan imidlertid ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. For i sidste ende vil det altid være en vurdering, der afgør den enkelte sag. Afgørelserne vil sikkert blive opfattet som uretfærdige af dem, der får afslag på en tidlig pension og kan dermed være med til at nedbryde den tillid, mange af os stadig har til et retfærdigt samfund med lige muligheder. Når vi nu er i gang med at gøre nogle hidtil universelle rettigheder til en vurdering fra gang til gang, er der ikke langt til, at vi også kan begynde at opdele befolkningen i dem, der kan få gratis skolegang og lægehjælp, og dem, der ikke kan. Inden længe kan vi lige så godt kopiere det system, man har i USA, som ligger langt fra den måde, vi normalt har ønsket at behandle hinanden på i Danmark. Min opfordring til politikerne er derfor at fastholde den samme folkepensionsalder for alle i Danmark og så lave nogle systemændringer, der hjælper og beskytter dem, som ikke kan holde til at arbejde helt frem til målstregen – uanset om de er belastet fysisk eller psykisk. Det er den værdidebat, vi skal have, og ikke en konkurrence om, hvem der hurtigst demonterer vores fælles velfærd. 3
Download PDF fil