Resumé Et gassystem under forandring Det danske gassystem er under forandring. I 2014 kom den første biogas ind i distributionssystemet, og siden da er markedsandelen for biogas steget til ca. 17 pct. i 2020. Evida tilslutter fortsat biogasanlæg, og i de kommende år vil andelen af biogas fortsat stige. Samtidig forventes gasforbruget at falde fremadrettet, da dele af industrien, forsyningssektoren og rumopvarmningen elektrificeres. Med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 besluttede Regeringen og partierne bag aftalen at udfase individuelle gasfyr. Klimaaftalen blev d. 30. oktober 2020 fulgt op med udmøntning af fire puljer, som skal sætte tempo på udfasningen. Med puljerne kan de individuelle gaskunder få tilskud til varmepumper, fjernvarmeselskaberne kan få tilskud til udrulning af fjernvarme, og der tilbydes gratis frakobling af gasnettet. Frem mod 2030 er det således forventningen, at 120.000-170.000 individuelle gaskunder vil konvertere til anden opvarmningsform. Alle individuelle gaskunder har adgang til puljerne, men af hensyn til Evidas forvaltning af gasinfrastrukturen, har det betydning, hvor i landet konverteringerne vil ske. Med Adfærdsanalysen forsøger Evida bl.a. at afdække, om konverteringerne vil ske spredt rundt i hele Danmark, eller om nogle dele af Danmark kan forventes at konvertere før andre. Hvor reinvesteres der mest i gaskedler? Der er ingen steder i Danmark, hvor præferencen for at købe en gaskedel er højere, end præferencen for at købe en anden opvarmningsform. Der er dog forskel på tværs af landsdele. I Vestjylland og Nordjylland er sandsynligheden størst for, at gaskunderne køber en gaskedel igen. Sandsynligheden for, at gaskunderne i Vestjylland og Nordjylland køber en gaskedel igen, er hhv. 26 pct. og 24 pct. I de øvrige landsdele er sandsynligheden for, at gaskunderne køber en gaskedel igen under 20 pct., med den laveste sandsynlighed på Fyn og i København og omegn på hhv. 16 pct. og 17 pct. I gennemsnit vil 19 pct. vælge gas igen på landsplan. Konverteringen væk fra gaskedler forventes derfor i hele landet, men med en overvægt på Fyn og i København og omegn. I Vestjylland og Nordjylland forventes konverteringen væk fra gaskedler at forløbe langsommere. Adfærdsanalysen Adfærdsanalysen består af to elementer. En spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 250.000 af Evidas individuelle husholdningskunder, og en regressionsmodel som forudsiger gaskundernes præference i valg af opvarmningskilde. Spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget i november 2020, og 25.009 af Evidas kunder valgte at deltage. Besvarelserne i spørgeskemaundersøgelsen indgår i regressionsmodellen, som er beriget med oplysninger om bl.a. kedelalder, forbrug, offentlig ejendomsvurdering, boligareal. Regressionsmodellen gør brug af data, som er tilgængelig for alle Evidas individuelle husholdningskunder, og ikke kun de kunder, der har besvaret spørgeskemaet. Modellen estimerer på baggrund af disse data sandsynligheden for valg af forskellige opvarmningskilder for enhver Evida-kunde. 2
Download PDF fil