Resumé Hvem forventer at reinvestere i gaskedler? Der er forskel på, hvilke præferencer for opvarmning de forskellige gaskunder har. Adfærdsanalysen har vist, at gaskunder, der forventer at købe en gaskedel igen, har mindre interesse for opvarmningen af boligen, og at de i mindre grad har tænkt over deres gaskedel tidligere på året. De har generelt også mindre huse, har ingen planer om at renovere boligen, har en lavere indkomst, et lavere gasforbrug, bor alene, er ældre og er i højere grad mænd. Alt andet lige vil denne gruppe med præference for gasopvarmning af deres boliger mindskes med årene, da de allerede nu er ældre end de øvrige. Det er også en mulighed, at selve gaspræferencen vil mindskes, hvis interessen for boligopvarmning vækkes. Vi kan ikke på den måde sige noget om kausaliteten mellem gaspræference og mindre interesse for boligopvarmning, men blot konstatere en korrelation. Hvor mange vil vælge gas igen inden for de næste to år? Inden for de næste to år, forventer 16 pct. af gaskunderne at skifte deres gaskedel ud med en ny, eller helt at konvertere til anden opvarmningsform. Når kunderne står i valget mellem en ny gaskedel, eller en anden opvarmningsform, siger 17 pct., at de vil vælge en ny gaskedel, og de resterende 83 pct. vil vælge en anden opvarmningsform. Adfærdsanalysen peger således på, at 13 pct. af Evidas individuelle gaskunder vil konvertere til en anden opvarmningsform inden for to år. Det svarer til ca. 49.000 gaskunder. Samtidig vil ca. 10.000 kunder købe en ny gaskedel inden for de næste to år. Hvorfor vil folk skifte gaskedelen? Gaskedelens alder er afgørende for, at kunderne vil udskifte den. De kunder, der vil skifte gaskedelen ud inden for to år, har i gennemsnit dobbelt så gamle kedler (16 år) som de kunder, der ikke forventer at skifte inden for to år (8 år). 42 pct. af kunderne angiver også, at de vil skifte for at få det økonomiske tilskud, og 30 pct. vil have en billigere opvarmningskilde. 40 pct. ønsker at skifte for at få en mere klimavenlig opvarmning. Hvorfor er der ikke flere, som vil skifte gaskedelen inden for to år? De primære årsager til, at kunderne ikke vælger at konvertere væk fra gas inden for de næste to år er, at gaskedelen virker fint, eller fordi den er ny. Adspurgt om, hvornår kunderne ønsker at skifte gaskedelen ud, svarer 37 pct., at de vil gøre det, når gaskedelen når den alder, hvor den normalt går i stykker, men dog inden den går i stykker. En andel på 27 pct. vil først skifte gaskedelen ud, når den går i stykker. 10 pct. ønsker at konvertere, når fjernvarme bliver en mulighed. Værdifuldt for Evida Adfærdsanalysen har givet Evida værdifuld viden om den forestående konvertering af 120.000-170.000 gaskunder. I rapporten findes en række øvrige observationer og resultater, og i Bilag 1 findes en oversigt over de forhold, som gør sig gældende i de enkelte kommuner. 3
Download PDF fil