FORORD 8 MOTIVATIONSBOOSTERE I forskningsprojektet ”BOOST – de studerendes motivation” har vi arbejdet med at kortlægge, hvad der er i spil, når det handler om motivation for de studerende på Erhvervsakademierne. Det interessante har været at finde frem til, hvilke facetter af motivation der er særligt gældende for erhvervsakademistuderende, og dernæst; hvad kan der gøres for at ”booste” motivationen? En væsentlig del af projektet har været at gennemføre pædagogiske eksperimenter, også kaldet interventioner, hvor undervisere på 3 akademier har afprøvet de 8 motivationsboostere, der er beskrevet i dette værktøjshæfte. Der er tale om konkrete tiltag, som falder inden for 4 temaer, vi har fundet frem til som særligt centrale, når det handler om de studerendes motivation. Temaerne er Personlige studiekompetencer, Klasseledelse, Rammesætning af studerendes arbejde og Feedback. Det spændende i eksperimenterne har både været metoden i sig selv, dvs. det systematiske arbejde med udvikling af egen undervisningspraksis, men også at indsatserne ser ud til at virke. Både undervisere og studerende har umiddelbart kunnet se en positiv effekt af interventionerne. Blandt andet derfor har vi udarbejdet dette værktøjshæfte. Hæftet er tænkt som inspiration, både til konkrete tiltag, der kan igangsættes i morgen, men også til igangsætning af en systematisk udvikling af den pædagogiske praksis. Hæftet indeholder en beskrivelse af de 8 motivationsboostere – med mål, fremgangsmåde, effektmål og hjælpeværktøjer. Hjælpeværktøjerne findes enten bagerst i hæftet eller online. Der er ligeledes et afsnit om motivationsfaktorer for studerende på erhvervsakademierne ifølge resultaterne af vores undersøgelse og et afsnit, hvor interventioner som metode til pædagogisk udvikling beskrives. Afslutningsvist har vi, i afsnittet ”hvis du vil vide mere”, henvist til uddybende litteratur og ressourcer. De 8 motivationsboostere kan anvendes, som de er beskrevet her eller tilpasses konkrete hold, undervisere og aktuelle problemstillinger, for derigennem at arbejde med at skabe positive ændringer. Vi håber, hæftet kan fungere som et opslagsværk, der kommer i brug i teams af undervisere, som gerne vil arbejde med og for de studerendes motivation og dermed øge egen arbejdsglæde. God fornøjelse. Mette Risgaard Olsen Susanne Østergaard Olsen Dorte Ågård mrol@eaaa.dk suol@eaaa.dk dagard@learning.aau.dk Tlf. 7228 6233 Tlf. 7228 6231 Tlf. 2763 8184 4
Print
Download PDF fil