Side 10

Jeg sidder halvt tilbagelænet og kigger op i loftet. Jeg føler mig godt tilpas. Det gjorde jeg allerede, da jeg trådte ind ad døren hos psykolo- gen. Det første rum tog varmt imod mig med fyldte bogreoler, grønne sunde planter, lædersofaen og designerbordet foran med magasiner og glas med lys i. Nu er vi i det bagerste rum. Vi sidder over for hinanden ved et bredt og tungt gammelt skrivebord. På væggene hænger kunst. Moderne og klassiske værker i balance på tværs af rummet. Der er meget, der kan fange min opmærksomhed og i samme ombæring aflede den. Det er trygt for mig. Der er voldsomt højt til loftet. På den der aristokratiske måde, hvor man har sjoflet med pladsen. Man kunne have haft et par ekstra etager, hvis man havde sparet bare en lille smule højde på hver etage. Det giver lampen mulighed for at hænge frit for enden af en halv- anden meter lang spinkel ledning. Det er den, lampen, der har min opmærksomhed lige nu. Lampen er slukket. Den er rund og har fire pærer placeret i et perfekt kvadrat. Det er dem, jeg kigger op på. Det er ikke runde pærer. Nogen er lykkedes med at bøje lysstofrør, så de fletter sig sammen i en lille klump. Det ligner en fin lille bleg og knyttet babyhånd. Det er det, min opmærksomhed har fanget. Der, mine tanker er lige nu. Det, jeg var i gang med at fortælle, er glemt. ”Må jeg lige få opmærksomheden tilbage?” gentager hun. Nu hører jeg det klart. Sekundet før, da min opmærksom- hed havde stillet skarpt på lyspærerne, var det som en dulmet bag- grundslyd. Jeg hører den og hører den ikke på samme tid. Hun har kaldt min opmærksomhed tilbage. Jeg kigger på hende og spørger, om hun også har tænkt over, at lyspærerne ligner små babyhænder. Hun smiler og griner på den måde, hvor hun slet ikke behøver at sige, at det har hun aldrig tænkt over. Psykologen er langtfra min første og nok heller ikke min sidste. Men uden tvivl den bedste. Tiderne hos hende er længere end hos andre. Det giver hende tid til at give mig tid. Tid til, at jeg kan snakke løs, når hun har spurgt mig om noget. Går i gang med at svare på spørgsmålet, og en vældig flod af ord senere har jeg svaret på og fortalt om en masse – bare ikke på dét, der var spørgsmålet. Det giver hun plads til. Omhyggeligt udvælger hun de rele- vante fragmenter fra alle de emner, jeg hopper rundt i. Samler dem 10 PROLOG

Side 11

til endnu et spørgsmål, der bringer os tættere på det rigtige spørgsmål, det vigtige spørgsmål. Det, jeg er kommet for at finde svar på. Nogle gange stopper hun mig og retter roligt min opmærksom tilbage på det emne, vi var i gang med, fra de kilometerlange tangenter, jeg hele tiden er på vej ud ad. Hun spørger empatisk, rummeligt og – lader det til – oprigtigt nysgerrigt. Hun bruger også indimellem den tavle, der står på gulvet ved siden af mig. Med sine stålstylter og hvidlakerede ramme og med de farverige permanent markers bryder den voldsomt med æstetikken i lokalet. Den kontrast bruger hun også til at styre min opmærksomhed. Rejser sig og går over og tegner en model eller skriver på post-its, som hun hænger op. Jeg bliver siddende, mens hun faciliterer mine tanker med tavlen. Sætter brudstykkerne i struktur og rammer, så jeg bliver opmærksom på nye sammenhænge. Fokuserer min opmærksom på den enkelte ting i stedet for på alting, som jeg plejer. Balancen i spørgsmålene, hendes lytten, det visuelle, ram- merne, strukturen og metoderne – alt sammen er det værktøjer, der virker for mig. Hun leder kompetent vores samtaler de rigtige steder hen. Jeg har tillid til hende, og jeg bliver motiveret af, at hun leder mig. Får lyst til at finde en vej og mærker en tro på, at vi nok skal lykkes. Eller rettere, at jeg skal. På den måde opfatter jeg hende som min leder. Min leder i vores fælles jagt på at finde svar til mig. Jeg leder efter svar på, hvordan jeg kommer på benene igen og tilbage til lederjobbet, hvorfra jeg er sygemeldt med stress. Men også tilbage til mig selv. For det må da være muligt at fungere på en arbejdsplads, selv om man har ADHD – uden at brænde ud og blive sygemeldt? Hvorfor WEIRD WORKS? Spørgsmålet om, hvordan man kan fungere på en arbejdsplads som neurodivergent uden at slås med forstyrrende og smertefulde stress-symptomer, brænde ud, blive sygemeldt og måske endda helt forlade arbejdsmarkedet, er denne bogs kernespørgsmål. Vi har skre- vet bogen ud fra et dybt ønske og en brændende ambition om at skabe de bedste rammer på arbejdspladsen, så neurodivergente medarbej- dere kan folde deres fulde potentiale ud og trives i arbejdslivet. At være 11 WEIRD WORKS

    Se mere på dpf.dk
    ...