. alle iført bare tæer, badetøfler og sorte, tykke frottebadekåber med ordet Metallica skrevet på ryggen . sen live i New York City, dengang i 1980erne, da gavflaben endnu drømte sødt om UsA. Lars begynder nu at tale om sankt Petersborg, hvor Metallica spillede for nogle dage siden. Han fortæller en passant om den russiske bys Hermitage Museum og dets Matisse-samling (jeg noterer, at jeg skal spørge til kunsten, når vi er på flyet igen). Vi forlader hotellet. Mens vi venter på, at James Hetfield får tømt lommerne for mønter, så han kan gå lydløst igennem VIP-områdets security, griber Lars fat i mig. – Jeg tænkte over det der med at gå på scenen her til aften. Det er stadigvæk, selv efter 27 år, fuldstændig vildt og fantastisk. HØJT OVER LETLAND KLOKKEN 01.00 et sted nær Østersøens kyst fortæller aftenens hovedperson om dengang, han sad hjemme i skuespilleren og vennen sean Penns hus, sammen med sin kæreste Connie Nielsen og musikerne Bonnie Raitt og Jackson Browne. Den celebre flok var sammen for at tale om, hvordan de kunne rejse penge til John edwards, der på det tidspunkt havde ambitioner om at blive det demokratiske partis kandidat til præsidentposten i UsA, og som Lars er fascineret af ’fordi hans program var det mest ambitiøse i forhold til at udligne forskelle på rige og fattige i UsA’. Hen ad aftentid fik de besøg af manden selv, John edwards, der smed jakken, løsnede slipset og bad om en vodka-tonic. – og så var det, at vi tænkte ’we can work with this guy’, siger Lars Ulrich grinende. Der bliver skænket mere Dom Perignon og stillet sushi frem. Lars tager også et glas. Fotografen hapser en enkelt med let grillet tun. stewardessen med de smukke øjne er nu iført sort Metallica-t-shirt. Det samme er piloten, en gråsprængt finne sidst i 50erne. 26 Ud & Se s e P t e M B e R 2 0 0 8 I talte med Rick Rubin på hotellet. Hvorfor har I valgt at arbejde sammen med ham? – Da vi hoppede på Bob Rock (producer) i 1980erne, var det, fordi han lavede de bedste plader dengang, og Rick Rubin laver de bedste plader i dag. Vi har altid været meget bange for at komme til at gentage os selv, vi er derfor løbet i mange forskellige retninger, måske lidt for mange. specielt mig, jeg har altid været helt panisk for at komme til at lave det samme lort to gange. Rick har fået os til at finde inspiration i det gamle, mere musikalsk komplekse Metallica. Alle 10 numre på det nye album varer fx syv til ni minutter, og vi er gået tilbage til at arbejde meget med temposkift. Hvor er vi henne tekstmæssigt? – Albummet hedder ‘Death Magnetic’. Det handler ikke just om byture og kvinder. Alle teksterne kredser om døden. Det er James, der har skrevet dem, og jeg synes, han har gjort et godt stykke arbejde. De er meget mørke. Poetiske. De er måske sværere at komme ind i end tidligere, men hvis man giver det lidt tid, så . hvad kan jeg sige . der foregår spændende ting inde i James Hetfields hoved. Men han har det bedre, end han havde det i gamle dage? Han drikker ikke mere? – Jamen selvfølgelig, men de dæmoner, der bor i én, de forsvinder jo ikke, de putter sig bare, og af og til kommer de op til overfladen igen. Jeg tror, at man kan arbejde meget med sig selv, men man har noget dna og en personlighed, man ikke kan løbe fra. Da vi stoppede på hotellet, talte du begejstret med David Fricke om Matisse. Hvad er det for noget med metaldrengen og billedkunsten? – Jeg har altid interesseret mig for kunst. Når man så, som jeg har været det, er heldig nok til at sælge alle de her plader (alene pladen ’Metallica’ fra 1991, også kendt som the Black Album, solgte 22 millioner eksemplarer på verdensplan), kan man pludselig få fat i de ting, man godt kan lide. Jeg begyndte med at købe nogle ting af Asger Jorn og sonja Ferlov, siden gik jeg videre til folk som Jean-Michel Basquiat og Willem de kooning. I dag køber jeg især ting på gallerierne, de nye, unge folk. – Det, som tiltrækker mig ved billedkunsten, er også, at den har nul og en papskid at gøre med Metallica. Her er jeg bare Lars i stedet for Lars Ulrich fra Metallica. Det er en anden identitet, min verden alene, hvor jeg kan være mig selv og folde mig ud. Så du har en stor samling i dag? – Ja, ja, det har jeg, men jeg skifter ofte ud i den. Jeg fandt ud af for nogle år siden, at jeg ikke brød mig om det der med at eje kunsten. Du ejer jo ikke kunst, det er noget, du tager dig af i en periode, indtil du giver det videre. Ikke bare kunst er flygtigt, også en dag i selskab med Lars Ulrich har sin ende. touchdown i københavns Lufthavn. Mild aftenvind. Den funklende Mercedes s400 og en minibus står klar på landingsbanen. Alle siger farvel og tak. Fumler med mit backstagepas: Anywhere I want. Jeg rækker hånden frem mod Lars. Han trækker mig tættere på, vi dunker hinanden i ryggen. tre gange. Han har blå mærker på fingrene. en arbejdsskade. – Ring til steve, hvis der er noget. så sætter han sig ind i bilens trygge favn med sin trætte søn. De sidder arm i arm. HOTEL D’ANGLETERRE KLOKKEN 02.30 Jeg behøver ikke at ringe til steve. Der er ikke noget, tak. Ud over et sidste natligt indtryk, for dér står han, foran hotellet, ham der slår på tromme, torben og Lones dreng, der blev til noget stort i Amerika. Han slog til igen i aften – i mere end en forstand. De fik, hvad de kom efter, alle de unge, vilde fra Riga. Han var nok selv for ung og vild til at vide, hvad han jagtede, dengang i 1980, da han rejste til det skøre Californien med en tennisketsjer under armen og en Deep Purple-sang på hjernen. Men også han fik, hvad han kom efter, så snart han besluttede sig for at slå på trommeskind i stedet for til tennisbolde: kroner og kærlighed, musik i sit liv og måske, efter alle disse år, også en smule ro. som den engelske filosof Jagger udtrykker det i en tekst fra det eksistenskritiske værk ‘Let It Bleed’ fra 1969: ‘You can’t always get what you want (but if you try sometimes you might find you get what you need)’. og så går jeg hen til min cykel. ❧
Del
Print
Download PDF fil
