’L ONES PØLSER’ TRÆKKES ned ad For- håbnings- holms Allé på Frederiksberg af en kvinde, der måske er Lone selv. Med pølsevognen i hånden og en lille slange af utålmodigt ventende biler efter sig vader hun i adsta- digt tempo hen over den våde asfalt, som nedfaldne blade i efter- årets farver klæber sig til. Forbi en mand i orange vest, der råber på polsk i sin telefon, forbi en anden i refleksgult, der med en smøg i mundvigen er i gang med at grave et stort hul lige midt i fortovet. Hvad kunne en folkesanger ikke få ud af sådan en scene? Ikke så langt derfra ligger et pladestudie bag et hvidt stakit i en gul bygning, der på bagsiden grænser op til Sankt Knuds Vej, et passende sted, skulle man mene, når man hedder Knud Grabow Christensen – med kunstnernavnet Sebastian – og har en mere end 50 år lang karriere bag sig, 60 album, 4.000 koncerter og et ridderkors som tak for tro tjeneste. Da hoveddøren lidt efter blæser op, står den 72-årige trubadur på den anden side med vindomsust hår i sorte Camper-sko, joggingbukser og en nedlynet grøn Pata- gonia-trøje over en blåternet skjorte og en mørkegrøn T-shirt, der ikke helt formår at dække maven. Da han for at være venlig giver sig til at smile, ligner han en mand, der gør det for første gang i sit liv. Han gider egentlig slet ikke det der med at snakke om sit liv, hvad han da også når at gøre opmærksom på et par gange. Hans stemme er skrøbelig, han ho- ster, harker, bliver pludselig helt hæs og må kvæle tudsen i halsen med et ordentligt glas vand, før lyden vender tilbage. Som en gam- mel radiator, der lige skal varmes op. Men da han først får sat sig i de bløde sofaer, går der ikke længe, før han fortaber sig i anekdoter fra et langt liv på landevejen. 1 E N U N G M A N D ved navn Knud med lyst grydehår og forvasket cowboyjakke traskede hvileløst gennem de snavsede gader i Pis- serenden i Indre København en forsommerdag i 1964. Han var 14 år gammel, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, kun, at han ikke var på vej hjem, for der hørte han ikke til. Det havde han ikke gjort, siden hans stedmor kom ind i billedet nogle år tidligere. Hun mente, der var noget galt med ham, og fik ham ligefrem indlagt til observation på Statshospitalet i Glostrup. Her var diagnosen dog en anden. De mente, at han blot havde brug for luftforandring. Hvem kunne egentlig fortænke ham i at døje med en vis rod- løshed? Der havde ikke været mange faste holdepunkter i hans liv indtil nu. Knap havde han forladt hospitalet efter at være kommet til verden en decemberdag i 1949 i Sønderborg, før han blev sendt tilbage – denne gang med engelsk syge. Det næste halvandet år blev tilbragt i sygesengen, og da han omsider kom hjem igen, døde hans mor af kræft. Siden havde der slet ikke været noget hjem. Hans far var militærmand, nærmere bestemt karriereofficer, der 5 2 Ud & Se O K T O B E R 2 0 2 2 hele tiden blev udstationeret nye steder, og hver gang måtte han og storesøsteren Inge-Birte lade sig indskrive i en ny skole med nye mennesker. I en periode endte de helt oppe i Norge, i den lille by Stabekk vest for Oslo. Ikke noget nemt liv for en genert og sky dreng som ham. Faren var en mand af den gamle skole, han gik op i en håndfast opdragelse, der mestendels bestod af kæft, trit og retning. Der lå en stramhed over dagligdagen, der gjorde det næsten umuligt for sønnen at trække vejret frit. Da stedmoren kom ind i billedet, blev det hele kun værre, for de to kom fra starten dårligt ud af det med hinanden. Hun forbød ham og storesøsteren at se deres afdøde mors biologiske familie, og efter episoden med Statshospitalet var den sidste rest af tillid forsvundet, hvis der nogensinde havde været nogen. Så nu gjorde han alt for ikke at være derhjemme. Ikke at han følte sig specielt meget bedre tilpas andre steder. Han var en outsi- der, en nobody , sådan så han sig selv, uden fast krog i tilværelsen. Men det var trods alt bedre at rende rundt på må og få end at sidde derhjemme. Ud ad et åbent vindue i en af de små lejligheder i Pisserenden kom der pludselig toner svævende, båret af vinden. Små insisterende guitar- og basriffs. De skyllede ind over ham, så han næsten følte sig frosset fast til den hullede asfalt. Sådan havde musik aldrig ramt ham før. Han blev stående, mens resten af nummeret, som han senere kom til at lære som The Rolling Stones-sangen ’It’s All Over Now’, spillede færdig. Nu vidste han, hvad han ville med sit liv. ”Hvis noget kunne ramme mig så stærkt som det her, måtte det være interessant,” siger han i dag. ”Der var en rytmik, en musikali- tet, en fortolkningsmåde, jeg blev nødt til at forfølge.” 2 D E T V A R L Ø R D A G aften, og Knud stod med svedige håndfla- der i en tørlagt svømmehal, der var blevet lavet om til en scene på Asserbohus Kostskole. Et gammelt luksushotel, som antikvi- tetshandleren Henry Skånstrøm havde banket op i et gammelt bindingsværkshus, men som aldrig rigtig var luksuriøst nok til at forblive i sin oprindelige funktion og derfor var overgået til kost- skole i 1957. Et sted for rigmandsbørn og andre rødder, der havde fået at vide, at de ikke kunne bo derhjemme, fordi de skabte for mange problemer. Cirka 100 af dem sad og kiggede op på vennerne Knud og Tho- mas, der med hver sin guitar i hånden stod klar til at fremføre den skotske folkesanger Donovans to første album. Året forinden havde Donovan fået sit gennembrud i Storbritannien, og i den efterfølgende tid var han nået ud over landets grænser, også til Norge, hvor 16-årige Knud havde tilbragt sommerferien hjemme fra kostskolen med at gennemtrawle hans sangkatalog og selv for- søge at gøre det efter på den 100-kroners-guitar, han havde fået i julegave. Efter tonerne fra The Rolling Stones i Pisserenden havde en verden åbenbaret sig for ham: The Beatles, Joni Mitchell, Woody Guthrie og mange flere, men det var Donovan og Bob Dylan, der var blevet hans helte. Musikken havde også givet ham en identitet, en måde at være til i verden på, og sådan var han langtfra den ene- ste, der havde det på kostskolen. Her var det tonerne, der lød fra de forskellige værelser, som gav omgivelserne farve. Der var et inter- mezzo af stilarter, Chuck Berry bag den ene dør, Supremes bag den anden, Elvis, Cliff Richard og The Beatles bag den tredje. Der var musik alle vegne, og mange lavede også deres egne bands, og det samme gjorde Knud, der i en periode spillede lil-
Download PDF fil