som helst. Han måtte klare sig gennem tilværel- s 1. en på sin egen måde. Det var 2 jo . lidt en provo- kation at lave den sang på det tidspunkt, for det var i de allermest politiske år, hvor man virkelig skulle være rød,” siger han. Det fik han at mærke, efter han havde fået en norsk kæreste og derfor i længere perioder op- holdt sig i Norge. Da Formand Mao døde i 1976, var der enorme fakkeltog gennem Oslos gader. ”Mange af dem anede jo ikke noget om noget som helst, når det kom til stykket. Mao var en tyran som de andre, men på det tidspunkt var det hele så langt ude på et politisk overdrev, at det ikke længere havde ret meget med almindelige folks virkelighed at gøre,” siger han. Under et af opholdene i Norge spillede Seba- stian en koncert, hvor kæresten – som selv var meget aktiv i Kvindefront, en norsk kvindebevæ- gelse – efterfølgende måtte forsvare over for sine venner, hvorfor den danske musikers tekster ikke var mere kvindepolitiske. ”70’erne var i visse kredse meget politiske, og jeg havnede nogle gange midt i den der suppe- gryde. Det var en tid, hvor man turde udfordre autoriteterne meget mere, men det, der i virke- ligheden skete, var jo, at den politiske snak på venstrefløjen efter ungdomsrøret og rødstrøm- pebevægelsen endte ude på et overdrev, hvor alle dem, der bare gerne ville leve et mere almindeligt liv, faldt for Mogens Glistrup og Fremskridtspar- tiet. Man skaber en reaktion, og så får man en modreaktion.” 7 S E L V O M S E B A S T I A N rundt regnet lavede en plade om året op gennem 70’erne, kunne ingen af dem i succes måle sig med gennembrudspladen ’Den store flugt’. Først i slutningen af årtiet og i begyndelsen af det næste ramte han atter en gyl- den åre med tre album i rap: ’Cirkus Fantastica’, ’Stjerne til støv’ og ’80’ernes boheme’. På det tids- punkt havde han fået samlet Stjernebandet, som det blev kaldt, med musikere som Nils Henriksen og Alex Riel og sangerinder som Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Men det blev også starten på en tid, hvor det gradvist blev sværere for ham at finde sig til rette i musikbranchen. Musikvideoer blev i de år et hit, men det ville han ikke høre tale om, så han tog beslutningen om overhovedet ikke at lave musik- videoer. ”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kø- rer i folks egen fantasi.” Tidligt meddelte han også sit pladeselskab, at hvis han overhovedet skulle ’lave ugeblade’, blev det højst et om året. SEBASTIAN OM . Folkelighed ”Jeg tror ikke, jeg bliver fol- kelig på samme måde som Kim Larsen eller Shu-bi-dua. Sådan oplever jeg ikke, at folk ser mig. Jeg har en række sange, som har nået samme popularitet, men i sammen- ligning med de andres er de stadigvæk mindre. Larsen har lavet så mange fede sange, men på en helt, helt enkel måde. En af gangene, jeg mødte ham, snakkede han om, at han satte en ære i at kunne lave en rigtig god popsang på én akkord, måske to, allerhøjst tre. Det kan jeg slet ikke lade mig begrænse af. Han mente omvendt, at jeg besværliggjorde processen med mine sange, at det nogle gange forvirrer folk. For hvad handler de egentlig om? Det spørgsmål er jeg blevet mødt af så mange gange. Alle kan synge med på ’Måske kunne vi finde noget at bruge hinan- den til’. Men hvad så med den sidste linje? ’Jeg tror, jeg er for træt nu til det.’” Nostalgi ”Som helt ung musiker spil- lede jeg hver onsdag i folke- musikklubben Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard i København. Stadig i dag møder jeg stort set til hver eneste koncert nogle, der var der dengang. I begyndelsen tænkte jeg, at det sgu var lidt mærkeligt, for jeg har spil- let 4.000 koncerter. Men det er selvfølgelig, fordi rigtig mange mennesker har et meget nostalgisk forhold til musik. Hvis man som 19-årig vælter ind i Imikroskopet for at se, hvad der sker, kan det være en oplevelse, der bliver siddende. Musikken står så stærkt, fordi den påvirker unge på et tidspunkt, hvor de er ved at finde deres egen vej i livet.” Tidens gentagelser ”Jeg var tæt på at døbe min seneste plade ’De brølende 20’ere’, for det er den si- tuation, vi står i nu efter at have været spærret inde et par år. I 1920’erne var der en efterreaktion på både første verdenskrig og den spanske syge, som også var en ver- densomspændende pandemi. Der opstår et enormt behov for at slå sig løs. Tingene gentager sig. Det kan man være sikker på. Man kan også være sikker på, at der kom- mer en modreaktion på ’Greta Thunberg-generationen’. Det er helt berettiget, at de er på barrikaderne, for det er ret al- vorligt, hvad der foregår, men tiden går i cirkler, og det har den nærmest altid gjort. Lige- som der kom en modreaktion oven på de meget politiske 70’ere, vil den også komme her. Kimen er allerede lagt hos mange.” ”Så fik ugebladene selvfølgelig forholdsvist hurtigt den fornemmelse, at jeg ikke gad noget. I starten generede de mig lidt, men efter nogle år fik jeg lov til at være i fred. Nu er det efterhån- den mange år siden, at jeg er blevet spurgt om et ’Hjemme hos’-interview, og hvad det ellers hed- der.” Og hver gang der var en eller anden på et plade- selskab, der prøvede at bilde ham ind, at det ville være ”en kæmpe reklame” for ham at komme i fjernsynet, vrissede han tilbage: ”Nej, det er det fandeme ikke!” ”Den måde, de bruger musik på i tv, er ofte meget sløset. De har et snakkeprogram, og så skal der pludselig komme en kunstner ind, men det handler ikke om kunstneren. De programmer handler næsten altid kun om programværterne selv. Det er dårlige forhold for musikken, og jeg har ikke lyst til at stille op til sådan noget. De er kun interesseret i kendt-nisser , som jeg kalder det, og det er de samme 20 af dem, der sidder på skift i de forskellige programmer og diskuterer alt muligt ligegyldigt. Den ladvogn gider jeg ikke stille mig op på bare for at tækkes nogle be- stemte.” Med årene blev Sebastian træt af branchen, og branchen blev til dels træt af ham. Han blev ved med at insistere på at styre det hele selv, mens pladeselskaberne omvendt ville have noget for pengene. På ’Miraklernes tid’ i 1990 stod begge parter ved en skillevej. Modvilligt gik han med til omsider at lave en musikvideo og tilmed lade sig style i stor stil på pladecoveret. ”Det tog en hel dag at få mig til at ligne en eller anden mafioso. Hvis ikke jeg gav mig, gik der for meget ged i den med pladeselskabet, så jeg gjorde det, men det var halvhjertet, og når det bliver det, kan jeg ikke forsvare det over for mig selv. Jeg får tit det der prædikat med, at jeg er besværlig og ditten og datten. Og det har de sikkert ret i til en vis grad. Men den her branche kræver så stor energi, især hvis man også skal holde alle de ting væk, som vil ind og påvirke mig på forkerte måder: fortælle mig, hvilket tøj jeg skal have på, hvilken frisure jeg skal have, og om jeg skal kigge ind i dét eller dét kamera. Alt det, der fylder i popindustrien. Jeg har ingen interesse i det, og jeg prøver at undgå det ud over den mest basale nødvendighed, der gør, at folk er klar over, at der kommer en ny plade.” Og på den måde gik der mere end 20 år, før han igen sendte et selvstændigt Sebastian-album på gaden. 8 S O M B A R N V A R var der ikke meget, der inte- resserede Sebastian mere end at blade i illustre- rede klassikere som ’Skatteøen’, ’Robin Hood’ og ’De tre musketerer’. Så da teaterchefen for Folke­ teatret, Preben Harris, i 1985 spurgte ham, om O K T O B E R 2 0 2 2 Ud & Se 5 7

Giv billetten videre , når din rejse slutter Din arv kan være det vigtigste, et barn har. Læs mere om at testamentere til velgørenhed på unicef.dk/arv

    ...