”Det at gå på scenen er en mulighed for at folde noget ud, man ikke normalt kan gøre. Sådan var det også for mig, og på den måde kan man sige, at jeg fik den bedste skole ved at stille mig op på den der kostskole foran 100 elever, som ikke havde andet under- holdning. Fra starten havde jeg publikum på. Det gav mig tidligt en ballast, som jeg kunne bruge, da jeg senere kom ud at spille på gader, stræder og værtshuse.” 3 E F T E R K O S T S K O L E N fortsatte Knud og Thomas med at spille sammen. Med andre håbefulde artister troppede de to jævnligt op på Valby Station, hvor en arrangør havde anskaffet en bus og døbt den ’Underholdningsbussen’, som han fyldte med dem, der kunne et eller andet, og som blev fragtet rundt til landets kroer for at op- træde. Her var det altid gæsterne, der bestemte, hvilken kunstner de bedst kunne lide – og som dermed var aftenens vinder. Hvilket ofte betød, at de måtte se sig slået af en ung kvinde, der optrådte med sjofle vittigheder. Som regel spillede de for en ostemad og en bajer. De havde ikke en krone på lommen, men de var i det mindste på farten, og det var det eneste, det handlede om. En aften til en amatørkonkurrence kom en af datidens kendte pladeselskabsmænd hen til dem, efter de havde spillet. Han så et klart koncept for sig med lyshårede Knud og sorthårede Thomas, døbte dem på stedet ’Night and Day’ og tilbød at lave en singleplade med dem. ”Det var første gang, jeg tænkte: ’Nå, men det kan da godt være, man måske er god nok’, men så skete der det, at Thomas røg på det helt store trip og gik fuldstændigt til grunde. Og så var det løb kørt.” Efter en længere rejse til Indien og Nepal vendte vennen aldrig rigtig hjem igen, og den dag, hvor de skulle have været i studiet, dukkede han ikke op. Som soloartist så pladeselskabsmanden ikke den store fidus i Knud, der i stedet tog på gaden for at spille med hatten foran. Han begyndte også at tage toget ind til København for at spille på små folkeklubber som Imikroskopet på H.C. Ander- sens Boulevard. ”Der var ikke nogen egentlig musikscene dengang. Dansktop- pen fyldte meget i radioen, men der hørte jeg ligesom ikke rigtig hjemme. Jeg ville gerne have, der skulle være lidt mere mening i sangene end bare ’dig og mig og vi to sejled’ i en træsko’. Der var en vis pigtrådsscene, men det var heller ikke rigtig mig. I stedet op- søgte jeg de få steder, hvor man kunne få lov at optræde ene mand og koncentrere sig om sangene og indholdet.” Fra tid til anden tog han småjobs, typisk hårdt fysisk arbejde ”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kører i folks egen fantasi.” som grøftegraver eller på en fabrik, så han kunne holde sig kø- rende med det allermest fornødne. Men ellers handlede det hele om musik. Et af hans første officielle job foregik på travbanen i Charlottenlund, hvor han fik en flad 50’er for at synge ind i den mikrofon, der blev brugt til at speake væddeløbet med. Det var en dårlig mikrofon og et dårligt anlæg og samtidig et temmelig stort publikum, der ikke kunne se ham, fordi han sad oppe i speaker- tårnet. ”Jeg spillede simpelthen alle mulige steder de første par år. Jeg spillede også steder, hvor folk var fuldstændig vanvittigt, knald- hamrende berusede og råbte og skreg, så man overhovedet ikke kunne høre mig, men jeg gennemførte alligevel og tog det som en del af oplevelsen.” 4 D E T V A R S L U T med autoriteter efter kostskolen, og en ung Knud Grabow Christiansen lod sit lyse hår vokse så langt og stort, som han ønskede sig. For om noget var håret et symbol på oprør blandt den yngre generation. Dem, der havde oplevet krigen og de fattige 50’ere, hvor man prøvede at bygge samfundet op igen, havde dyrket stramheden, men for dem, der var unge i 60’erne, føl- tes anden verdenskrig enormt langt væk. ”Der kom fuld fart på i de år, men det hægtede også mange unge af, fordi vi alligevel ikke kunne få råd til den folkevogns-boble el- ler det parcelhus, som krigsgenerationen drømte om. Der kom en modreaktion, som handlede om, at der var andet i livet. Den kom på forskellige måder, i musikken, men også på det religiøse plan, hvor mange strøg til Nepal og så videre. Man skulle finde andre værdier og alternative måder at gøre det på.” Selv brød han med sin familie, så snart han havde forladt kost- skolen, og flyttede i 1967 ind på en ungdomspension i Rødovre ved navn ’Prøven’. Et passende navn, syntes han, for det blev det også på nogle punkter. Han forelskede sig i køkkenpigen, og da det var gengældt, blev hun bortvist, og sammen fandt de en lille lejlighed. Så blev hun gravid, men før hun havde født, havde hun nået at for- lade ham igen. Han nåede kun at se sønnen Dennis en enkelt gang, før han at- ter stod tilbage med guitaren i hånden og besluttede sig for ikke at tale om det, der var sket i hans liv. Men i sine engelsksprogede fol- kesange, i samme stil som heltene Bob Dylan og Donovan, kunne han til gengæld udtrykke alt det, han ellers ikke kunne komme ud med. Et af de første numre, han skrev, var ’I Won’t Do It, Mama’. ”Det var en ret hidsig sang om en, der gjorde oprør mod sin mor. Det handlede ikke nødvendigvis om mig, det hele, men det kom jo af en vrede, der var inde i mig,” siger han. Sammen med nummeret ’Babe, I Can Carry Your Tombstone’ fik han skabt nok opmærksomhed om sig selv til at få lov til at optræde i et radioprogram. Det resulterede i, at Mørks Musikfor- lag tilbød at lave en singleplade med ham, og her var der store armbevægelser. Den ambitiøse pladeselskabsmand ville have den kommende plade ud til hele verden, men det var på den betingelse, at han ikke længere kaldte sig Knud, for sådan et navn ville aldrig hitte i udlandet. I stedet fik han en liste med navne, han kunne vælge imellem, men da han ikke kunne identificere sig med nogen af dem, undlod han helt at tage stilling. Det var først, da han sad i et radioprogram for at spille noget af sin nye musik, hvor programværten blev ved med at kalde ham Sebastian, at det gik op for ham, at pladeselska- bet havde truffet valget for ham. ”Til at begynde med fattede jeg ikke en bjælde af det, men da jeg O K T O B E R 2 0 2 2 Ud & Se 5 5
så coveret, kunne jeg konstatere, at det var et billede af mig med navnet Sebastian. Så tænkte jeg: ’Nå, men så er det jo sådan.’ Det var nok bare en enkelt gang, og så kunne jeg vende tilbage til at hedde Knud igen.” Men sådan kom det ikke til at gå. Og det blev heller ikke den internationale succes, som pladeselskabet i første omgang havde lagt op til. ”Jeg lavede den der plade, og der skete ikke rigtig noget. Så la- vede jeg en ny, og der skete sgu heller ikke noget.” 5 P Å D E N N Æ S T E maxisingle fik Sebastian gennemtrumfet, at det ene nummer skulle være på dansk. Det blev til ’Lossepladsen bløder’, som kastede en anelse mere opmærksomhed af sig, men ikke nok til, at pladeselskabet troede på projektet. Det gjorde han til gengæld selv, for på modersmålet havde han fundet en måde at skære sine tekster på, så de blev mere nærværende. Han tog rundt og bankede på døren hos forskellige pladeselskaber, men ingen af dem var interesserede. Til sidst fandt han et, der gik med til at ud- give en dansksproget plade, men kun på den betingelse, at de ikke skulle betale noget for det. ”Så gik jeg for egen regning og risiko i studiet og lavede ’Den store flugt’. Det var en fed plade med fede sange, der stadig holder. Efter det begyndte der at ske ting og sager.” ”De gav mig æresprisen i en særlig kategori, de havde opfundet til lejligheden. Det sjove ved det er, at jeg aldrig nogensinde er blevet nomineret som hverken sangskriver, komponist, tekstforfatter eller producer, men lige pludselig fik jeg så en ærespris. Det var meget underligt.” Den gennemgående fortælling på pladen omhandlede en pige, som lever i en slags eventyrverden, indhyllet i barndommens drømme og fantasier, men som i mødet med voksenlivet og vir- keligheden mister eventyrerne i dagligdagen. Til sidst begynder hun at tage stoffer og går i hundene. Men det var ikke kun et fiktivt værk, for bortset fra det med stofferne var det i store træk sådan, Sebastian selv havde det. Mens han skrev pladen, boede han på et lillebitte hummer på en lilleskole, hvor han allernådigst havde fået lov til at leje sig ind. ”Jeg stod helt alene uden job eller noget som helst, og jeg vid- ste ikke, om pladen nogensinde kom ud. Jeg var på nippet til at blive smidt på gaden, men modsat pigen i fortællingerne havde jeg i det mindste musikken, hvilket vil sige, at jeg havde min drøm om, at nogen en dag gad høre på mig og mine sange.” Da lp’en udkom i 1972 med numre som ’Når lyset bryder frem’, ’Hvis du tror du er noget’ og ’Rose’, strøg den direkte ind på hitlisten og blev der de næste 56 uger i streg. Den endte med at sælge 57.000 eksemplarer, hvilket var noget af et spring fra de engelske udgivelser, der ikke var blevet købt af mere end et par hundrede. ”Pladen blev et kolossalt gennembrud. Det blev en af de stør- ste pladesucceser i 70’erne, og næsten med det samme kunne jeg tage på turné. Og det har jeg så været siden.” 6 I M I D T E N A F 70’erne lavede Sebastian sangen ’Balladen om Anton’ med den famøse linje: ”For er det Lenin, Mao eller Marx, vi først skal skændes om?” Det var en tid, hvor protest- sange var på det højeste, og hvor mange kunstnere, heriblandt kollektivet Røde Mor, hang ud på spillesteder som Saltlageret, hvor der sydede af alle mulige former for eksperimenter. Sær- ligt i de kreative kredse var det hele bundet sammen af stærkt venstreorienterede doktriner, og selvom han bekendte sig til samme fløj, var han alligevel skeptisk over for, hvad han be- tragtede som en tiltagende politisk fanatisme. ”Med sangen tog jeg arbejderens parti. Det var min måde at skildre ham på, for arbejderen havde en hverdag, hvor han ikke kunne bruge skænderierne om Lenin, Mao og Marx til noget ”Når jeg har lavet nogle af mine allerstørste sange, har jeg allerede vidst, at de ville blive store sange, mens jeg lavede dem. I hvert fald da jeg indspillede dem. Men det er også den fælde, der er så farlig, for så kan man blive ved med at gå efter det, som man tror bliver en succes. Man er nødt til at forandre sig. Jeg har altid været klar over den pris, jeg har skullet betale for, at en eller anden plade ikke faldt i god jord hos publikum eller medierne.”