Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. ”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blø- dere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældre- omsorg, hun blev nødt til at give sin lille- bror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kran- fører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” D A D E F I R E søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt de- pressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level . ”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fat- tige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igen- nem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdri- ver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var så grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. ”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstæn- dig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bag- kant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. I E N G E O G R A F I T I M E var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Dan- mark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. ”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere ! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt O K T O B E R 2 0 2 2 Ud & Se 2 7
Download PDF fil