problem, hvis du render rundt med eksempelvis en psykiatrisk diagnose, du ikke har brug for,” siger forskeren. E N PSY K I AT R ISK DI AGNOSE stilles ud fra en række symptomer, der identificeres hos en patient. Kriterierne for diagnosen står nedskrevet i et diagnostisk system eller en diagnosemanual. Opfylder patienten nok kriterier, gives en diagnose. I Danmark og mange andre lande bruger man et diagnosesystem udviklet af WHO, mens man i USA anvender et andet system. Da den første udgave af den amerikanske diagnosemanual – der har haft stor indflydelse på WHO’s udgave – udkom i 1952, var manualen på cirka 100 sider. I 2013, da manualen sidst udkom, var den på næsten 1.000 sider. ”Hver gang diagnosemanualerne revideres, kommer der flere og flere diagnoser, og grænserne for, hvornår de kan stilles, hvor mange symptomer man skal have, og hvor længe symptomerne skal vare, udvandes konstant,” siger John Brodersen, der som en lang række andre forskere – heriblandt Allen Frances – forholder sig stærkt kritisk til den nye udgave af manualen, der var genstand for store forskningsmæssige kontroverser op til sin udgivelse. ”Historisk set findes der talrige eksempler på, at ting, man før ikke betragtede som sygdom, i dag er blevet en diagnose. Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst. Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme,” forklarer han. Ifølge John Brodersen er der en klar årsag til, at diagnosemanualerne har fået vokseværk. Han, og mange andre forskere, beskylder medicinalindustrien for såkaldt sygdomsmageri, hvor medicinalfirmaer dels arbejder for opfindelsen af nye diagnoser for at sælge medicin til at behandle dem med, dels forsøger at finde nye områder, hvor eksisterende medicin kan anvendes. ”Ser man på antidepressiva, har medicinalselskaber prøvet at oversælge beslægtede områder. Antidepressiv medicin bliver i dag for eksempel anvendt til at behandle ludomani og vejvrede,” siger John Brodersen. Samtidig bruger medicinalindustrien enorme summer på lobbyisme og på at sponsorere både forskning, læger og pa- tientforeninger i ind- og udland, hvilket kan skabe potentielle interessekonflikter. Ifølge den amerikanske nonprofitorganisation Center for Responsive Politics, der fører opsyn med lobbyisme i USA, har medicinalindustrien i løbet af de seneste 20 år brugt 3,9 milliarder dollars på lobbyisme – flest af alle industrier. I 2006 viste en undersøgelse fra University of Massachusetts i Boston, at mere end halvdelen af de læger og forskere, der var med til at udarbejde den fjerde udgave af den amerikanske diagnosemanual, modtog ”Hvornår er en stor tristhed, som følger et tab eller en stor skuffelse i livet, en naturlig nedtur i livet? Og hvornår er det en klinisk depression, som skal behandles med antidepressiva? Grænsen for, hvor dårligt vi har lov til at have det, før vi betragter det som en psykisk lidelse, er skredet massivt.” SVEND BRINKMANN, PROFESSOR I ALMENPSYKOLOGI VED AALBORG UNIVERSITET OG FORFATTER penge fra medicinalindustrien. Og samtlige medlemmer af det panel, der fastsatte kriterierne for depression og andre humørrelaterede lidelser, havde økonomiske forbindelser til firmaer, som producerer antidepressiv medicin. S V EN D BR IN K M A N N mener, at de massive økonomiske interesser hos medicinalindustrien og hos de læger og psykiatere, der tjener penge på at behandle patienter, har medført en markedsgørelse af diagnostikken. Det anser han som et stort problem. ”Der er sket en nærmest markedsagtig ekspansion, fordi der er enorme summer på spil. Ikke mindst for medicinalindustrien, men også i forhold til andre former for hjælp og behandling til mennesker, der har det svært. Jo mere man kan udvide markedet, desto flere penge kan man tjene. Det farlige er, at det bliver dækket ind under en fortælling om, at man bare gerne vil hjælpe folk,” mener han. Poul Videbech – overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri – er langtfra enig i Brinkmanns udlægning. ”Svend Brinkmanns synspunkter bærer præg af, at han ikke har ansvar for eller klinisk kendskab til mennesker lidende af depression. Hvis det var sådan, at der var flere, som fik depression eller angst, ville det som videnskabsmand være naturligt at stille spørgsmålet: Hvad er det i samfundet, der gør, at der kommer flere? Men det, han og andre gør, svarer til at smide termometeret væk, hvis en patient har feber. Jeg synes, at det er uvidenskabeligt. Der er tværtimod lavet videnskabelige undersøgelser i Danmark, som viser, at der sker en underdiagnosticering. Eksempelvis er der mennesker, der har en depression, som slet ikke går til lægen. Det er meget farligt, fordi det betyder, at de er i risiko for at begå selvmord,” siger han. Hos Lægemiddelindustriforeningen – der er en brancheorganisation for medicinalfirmaer i Danmark– afviser vicedirektør Henrik Vestergaard, at medicinalindustrien er skyld i sygdomsmageri eller er med til at skabe flere diagnoser. ”Medicinalindustrien kan som industri kun overleve ved at være troværdig, og den troværdighed kan vi kun bevare ved at levere medicinske løsninger til mennesker, der vitterlig er syge. Den samfundskontrakt er vi nødt til at overholde. Vi går ikke efter at tjene en masse penge på en målgruppe, → Foto Lisbeth Holten 5 4 Ud & Se D E C E M B E R 2 0 1 8
Download PDF fil