liv, ved, at livet er fyldt med op- og nedture. Det at være ked af det, have sorg, opleve tab og have smerte og lidelse er en naturlig del af livet. Det betyder ikke, at man ikke skal have hjælp, hvis man er i dyb sorg, men er det en sygdom? Det mener jeg ikke,” siger han. I Danmark er en arbejdsgruppe bestående af læger, psykologer og psykiatere netop gået i gang med at udarbejde retningslinjer for diagnosticering og behandling af sorg. Deres anbefalinger skal være klar i løbet af 2019. 4 5 0 LÆGER og forskere fra 30 lande har i tre dage været samlet i Mærsk Tårnet for at diskutere, hvordan man løser den sundhedsmæssige udfordring, de anser for at være tidens største: at alt for mange mennesker får alt for mange diagnoser, som de ikke har brug for, til skade for både dem selv og for samfundet. På tilhørerpladserne i Niels K. Jerneauditoriet, hvor Allen Frances holder sin tale, sidder danske John Brodersen. Han er professor i almen medicin ved Københavns Universitet, praktiserende læge, og han har i mange år forsket i overdiagnostik. Som medlem af bestyrelsen i Preventing Overdiagnosis er han medarrangør og vært for årets konference. Men Allen Frances, John Brodersen og de andre forskere kæmper en kamp, der er svær at vinde, for i dag har næsten alle en interesse i flere diagnoser, ikke færre. Det gælder medicinalselskaber, der sponsorerer læger og forskere, og som tjener på at sælge mere medicin mod både eksisterende og nye diagnoser, der hele tiden kommer til. Det gælder patientforeninger, der kæmper for mere fokus og flere penge til netop den lidelse, de repræsenterer. Det gælder politikere, der vil få mere end almindelig svært ved at vinde et valg på at kræve færre undersøgelser og mindre behandling i stedet for mere. Det gælder strukturer i sundhedssystemet, der skaber økonomiske incitamenter for læger og hospitaler til at diagnosticere mere og behandle flere. Og det gælder befolkningen selv, der har brug for diagnoserne for at få hjælp og til at forklare, hvorfor vi ikke har det godt. Ifølge John Brodersen er det stigende antal diagnoser et symptom på vores trang til at kontrollere alle risici i tilværelsen – det, den tyske sociolog Ulrich Beck har døbt ’risikosamfundet’. I jagten på at eliminere sygdom er vi i færd med at gøre alle til patienter: ”Vi lever i illusionen om nul risiko. Se på terrorbekæmpelsen, som gav os overvågningssamfundet, men lykkedes det at udrydde terror? Vi har skabt diagnosesamfundet, fordi vi i vores iver efter at leve længere og uden lidelse paradoksalt nok forebygger, undersøger og behandler os til flere diagnoser, ikke færre. I sidste ende er det en illusion. Ingen kan undgå sygdom,” siger John Brodersen. ”Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst. Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme.” JOHN BRODERSEN, PROFESSOR I ALMEN MEDICIN OG PRAKTISERENDE LÆGE ” K AN SUNDHEDSVÆSENET skabe usundhed?” spørger et blåt banner, som pryder den ene væg over skrivebordet på et kontor i det gamle kommunehospital i Indre København, hvor bøger og ringbind et par uger efter konferencen slås med stakke af tidsskrifter og dokumenter om, hvem der kan rode mest. Ved det runde mødebord i mørkt træ sidder John Brodersen, der er en midaldrende mand med kort brunt hår, skæg og en kraftigt markeret bekymringsrynke mellem øjenbrynene. Han er midt i en forklaring af, hvorfor han mener, at det stigende antal diagnoser er et problem: ”Hvis du spørger ethvert individ, om de helst vil være raske eller syge, vil næsten alle svare, at de foretrækker at være raske. Når vi giver diagnoser til folk, der ikke har brug for dem, sygeliggør vi raske mennesker. Vi ved, at mennesker med diagnoser lever kortere, bliver dårligere uddannet, har sværere ved at få et arbejde. Og vi ved, at de mange diagnoser skaber et gigantisk økonomisk pres på vores sundhedssystem. Med alle de konsekvenser, det har for individet, for folkesundheden og for vores samfund, medfører det ikke andet end skade at gøre raske mennesker til patienter.” Til gengæld har Brodersen sværere ved at svare på, hvor stort problemet er. Det skyldes, at der kun findes få forskningsprojekter, som har undersøgt omfanget af overdiagnostik. Prostatakræft hos mænd er et af de eneste områder, hvor der hersker bred enighed om, at de såkaldte PSA-tests har været skyld i, at op mod halvdelen af alle mænd med prostatakræft er overdiagnosticerede. Og i en stor rundspørge i USA blandt mere end 2.000 læger viste resultatet, at lægerne anså 20 procent af al behandling i det amerikanske sundhedsvæsen for at være unødvendig. Men på mange områder – særligt det psykiatriske – er det ekstremt svært at dokumentere, at der bliver givet for mange diagnoser. Et grundlæggende problem er, at fænomenet er så godt som usynligt for patienterne selv. ”Patienter med en unødvendig diagnose vil næsten aldrig opfatte sig selv som overdiagnosticerede. Langt de fleste vil helt naturligt acceptere diagnosen. Og hvorfor skulle de gøre andet? Hvis du får en diagnose, aner du ikke, om du er overdiagnosticeret, og du har ingen chance for at finde ud af det. Men det kan være et kæmpe → Foto Morten Holtum D E C E M B E R 2 0 1 8 Ud & Se 5 3
Download PDF fil