J eg kan godt forstå, at vi har politi kerlede her i Danmark. At borgerne er megatrætte af, at alt er blevet så pænt og poleret. Det er de samme politiske taler, der bliver liret af. Jeg var selv ved at hoppe i den grøft, jeg i dag kritiserer. Det første år jeg var i politik, hvor jeg blev valgt ind i kommunalbestyrel sen, gik det meget op i, hvordan jeg fremstod udadtil. Lige fra hvordan mit hår sad, når jeg var i politiske diskussioner, til at gå op i ikke at stå for meget ud, men falde ind i mæng den af de andre politikere. Det var ligesom mere trygt. Det, der har gjort mig dygtig i politik, er ikke nødvendigvis det, der gør andre dygtige i politik. Jeg trives, når jeg er ude blandt be folkningen i hverdagsmæssige situationer, og ikke på et mødekontor. Jeg bliver ikke inspireret af en politisk debat, men af at komme ud på et plejehjem og se, hvordan de ældre har det. Jeg kunne mærke, at jeg mistede mere og mere af mig selv. Det gik op for mig, da min bedste veninde, som intet har med politik at gøre, en dag spurgte mig, hvorfor jeg aldrig 24-årige Christina Krzyrosiak Hansen kunne 22. november 2017 meddele, at hun var blevet udnævnt som borgmester i Holbæk Kommune (med 70.000 indbyggere). Socialdemokratiet erobrede hermed posten efter 24 år i opposition. Tre dage efter valgnatten fejrede Danmarks yngste borgmester sin 25-års fødselsdag ved at sove ud. længere havde håret slået ud på billeder af mig fra byrådssalen, og hvorfor jeg aldrig længere gik i kjole. Jeg blev helt vildt over vældet, for det var jo simple spørgsmål, som i bund og grund talte direkte ind i, at jeg havde pakket mig væk bag den her politiske facade, fordi det var nemmere. Den her samtale med min bedste veninde havde jeg i marts 2017, da vi var ved at gå ind i valgkampen. Og samme samtale havde jeg med min kæreste omkring samme tid. Han sagde, at han holdt rigtig meget af mig, men at han holdt mest af ikke-politiker-Chri stina. Og så sagde han gudhjælpemig: ”Hvis du vil være borgmester, så skal du pakke politiker-Christina væk.” Jeg blev rasende på ham, fordi vi var så tæt på valgkampen, og jeg skulle have taget valgkampsbilleder. Jeg havde længe forbe redt mig med håret oppe, og jeg følte, at han havde rottet sig sammen med min bedste veninde om at spænde ben for, at jeg skulle blive borgmester. Det var hårdt at høre de der ting, selvom det lyder så banalt. De kvinder, jeg har set i politik, har klædt sig som mænd. Og jeg forstår dem godt. Uanset om man er skolelærer, politiker eller dyrlæge, klæder man sig som dem omkring sig. Og i politik er der flest mænd, som sjovt nok alle går i jakkesæt og lyseblå skjorter, så selvfølgelig er det ikke unaturligt, at man som kvinde så stræber efter at ligne dem en smule. Måske ubevidst. Men hvorfor stem mer vi på kvinder? Hvis vi vil have kvinder i politik, skal de jo ikke begynde at ligne mænd. Jeg ved godt, hvad der er op og ned, men når man står i situationen, sætter man håret op og holder hellere de der flotte, kede lige taler end at give noget af sig selv. Jeg er dygtigst, når jeg giver noget af mig selv. Tør man ikke lade noget af det person lige komme med ind i politikken, er der bare meget politik, der går tabt. Jeg lagde derfor hele stilen om. Droppede at have en blazer på, medmindre det var strengt nødvendigt. Droppede at skulle være så opmærksom på min fremtoning. Da jeg gjorde det, rykkede valgkampen helt vildt. P å et tidspunkt ville jeg gerne rejse, se noget mere, lave noget andet. Og det gjorde jeg. Jeg tog på højskole og var væk i fire måneder, hvor jeg rejste til Mexico, Costa Rica og Cuba, men af en eller anden grund har jeg aldrig haft Foto Ritzau / Scanpix 32 Ud & Se A P R I L 2 0 1 8
Download PDF fil