J eg kan godt forstå, at vi har politi­ kerlede her i Danmark. At borgerne er megatrætte af, at alt er blevet så pænt og poleret. Det er de samme politiske taler, der bliver liret af. Jeg var selv ved at hoppe i den grøft, jeg i dag kritiserer. Det første år jeg var i politik, hvor jeg blev valgt ind i kommunalbestyrel­ sen, gik det meget op i, hvordan jeg fremstod udadtil. Lige fra hvordan mit hår sad, når jeg var i politiske diskussioner, til at gå op i ikke at stå for meget ud, men falde ind i mæng­ den af de andre politikere. Det var ligesom mere trygt. Det, der har gjort mig dygtig i politik, er ikke nødvendigvis det, der gør andre dygtige i politik. Jeg trives, når jeg er ude blandt be­ folkningen i hverdagsmæssige situationer, og ikke på et mødekontor. Jeg bliver ikke inspireret af en politisk debat, men af at komme ud på et plejehjem og se, hvordan de ældre har det. Jeg kunne mærke, at jeg mistede mere og mere af mig selv. Det gik op for mig, da min bedste veninde, som intet har med politik at gøre, en dag spurgte mig, hvorfor jeg aldrig 24-årige Christina Krzyrosiak Hansen kunne 22. november 2017 meddele, at hun var blevet udnævnt som borgmester i Holbæk Kommune (med 70.000 indbyggere). Socialdemokratiet erobrede hermed posten efter 24 år i opposition. Tre dage efter valgnatten fejrede Danmarks yngste borgmester sin 25-års fødselsdag ved at sove ud. længere havde håret slået ud på billeder af mig fra byrådssalen, og hvorfor jeg aldrig længere gik i kjole. Jeg blev helt vildt over­ vældet, for det var jo simple spørgsmål, som i bund og grund talte direkte ind i, at jeg havde pakket mig væk bag den her politiske facade, fordi det var nemmere. Den her samtale med min bedste veninde havde jeg i marts 2017, da vi var ved at gå ind i valgkampen. Og samme samtale havde jeg med min kæreste omkring samme tid. Han sagde, at han holdt rigtig meget af mig, men at han holdt mest af ikke-politiker-Chri­ stina. Og så sagde han gudhjælpemig: ”Hvis du vil være borgmester, så skal du pakke politiker-Christina væk.” Jeg blev rasende på ham, fordi vi var så tæt på valgkampen, og jeg skulle have taget valgkampsbilleder. Jeg havde længe forbe­ redt mig med håret oppe, og jeg følte, at han havde rottet sig sammen med min bedste veninde om at spænde ben for, at jeg skulle blive borgmester. Det var hårdt at høre de der ting, selvom det lyder så banalt. De kvinder, jeg har set i politik, har klædt sig som mænd. Og jeg forstår dem godt. Uanset om man er skolelærer, politiker eller dyrlæge, klæder man sig som dem omkring sig. Og i politik er der flest mænd, som sjovt nok alle går i jakkesæt og lyseblå skjorter, så selvfølgelig er det ikke unaturligt, at man som kvinde så stræber efter at ligne dem en smule. Måske ubevidst. Men hvorfor stem­ mer vi på kvinder? Hvis vi vil have kvinder i politik, skal de jo ikke begynde at ligne mænd. Jeg ved godt, hvad der er op og ned, men når man står i situationen, sætter man håret op og holder hellere de der flotte, kede­ lige taler end at give noget af sig selv. Jeg er dygtigst, når jeg giver noget af mig selv. Tør man ikke lade noget af det person­ lige komme med ind i politikken, er der bare meget politik, der går tabt. Jeg lagde derfor hele stilen om. Droppede at have en blazer på, medmindre det var strengt nødvendigt. Droppede at skulle være så opmærksom på min fremtoning. Da jeg gjorde det, rykkede valgkampen helt vildt. P å et tidspunkt ville jeg gerne rejse, se noget mere, lave noget andet. Og det gjorde jeg. Jeg tog på højskole og var væk i fire måneder, hvor jeg rejste til Mexico, Costa Rica og Cuba, men af en eller anden grund har jeg aldrig haft Foto Ritzau / Scanpix 32 Ud & Se A P R I L 2 0 1 8

”Det er jo umuligt at gå med min mor eller far gennem Strøget i København eller på Hovedgaden her i Holbæk, uden at de hilser på næsten alle.” en følelse af, at jeg skulle forlade Holbæk, selvom alle andre omkring mig gjorde det. Jeg har følt mig underlig, fordi jeg valgte at blive. Alle mine venner tog til Køben­ havn. Jeg skulle genskabe hele mit netværk, da de alle sammen flyttede. Det var som at flytte til en ny by, fordi jeg skulle lære nye at kende. Jeg har taget mange små opgør i mit liv med alt muligt forskelligt, og jeg har også haft de følelser, som alle unge mennesker har af at være træt af et eller andet. Men det har aldrig været af byen. Selvom jeg ikke flyttede til København, har jeg stadig fået storbyliv. Jeg har stude­ ret hver dag i København, gået i byen, shop­ pet og levet det der storbyliv, men ’hjemme’ har altid været Holbæk. Jeg tror, der er mange unge mennesker, der flytter ind til storbyen, og der føler sig mere ensomme end nogensinde før. De tager væk, fordi de er trætte af, at de kender alle. Og så finder de ud af, at det er helt ad helvede til at være alene. Jeg har også følt mig alene i Holbæk, fordi de alle sammen rejste. Jeg tror ikke, at min formel passer til alle, men jeg synes, vi har et problem i, at så mange flytter til København. Ofte fordi deres venner gør det. Men hvem har star­ tet den kultur? Hvem har sagt, at det er det normale? Hvornår blev det for langt at pendle en time i tog til København for at studere? Jeg kan ikke forstå det. Jeg er lidt kritisk over for dem, jeg ken­ der, der flyttede fra Holbæk på trods af, at de havde nogle ting, de gerne ville her. For dem var det tosset at blive boende i Holbæk. Det var frygten for at gå i stå ved at blive boende. Men mit liv var gået mere i stå, hvis jeg var flyttet til København. Jeg blev og fik en kæmpe karriere. Både som borgmester, men også som projektleder på sommersko­ len, hvor jeg kendte de unge rødder, deres søskende, og hvor de hang ud. Jeg kender det miljø, de bor i. De muligheder havde jeg ikke fået, hvis jeg var rejst. Alligevel var jeg lige ved at gøre det. Jeg havde nærmest aftalt med to venner, at vi skulle flytte sammen i en lejlighed i Køben­ havn, indtil en anden veninde spurgte mig: ”Hvorfor rejser du væk fra alle de projekter, du er i gang med?” Det kunne jeg ikke svare på, så jeg blev boende og sagde ja til at blive stillet op som byrådskandidat. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Det er sgu mig, det har vundet på den lange bane. ■ MED EN TESTAMENTARISK GAVE KAN VI REDDE LIV Læger uden Grænser er altid der, hvor nøden er størst. Midt i katastrofen arbejder vores læger og sygeplejersker i døgndrift for at redde liv. Men vi kan kun hjælpe, hvis vi har penge til medicin og udstyr. Med en testamentarisk gave til Læger uden Grænser er du med til at sikre et håb og en fremtid for nødlidende børn og voksne. Arv udgør en vigtig del af de samlede bidrag til Læger uden Grænser. Når vi modtager en testamentarisk gave, tager vi det som et udtryk for stor tillid og moralsk støtte til vores humanitære arbejde. Pengene går bl.a. til: • Medicinsk nødhjælp ved naturkatastrofer og i flygtningelejre • Bekæmpelse af livstruende sygdomme som malaria, tuberkulose og hiv/aids • Mad og behandling til stærkt underernærede børn Læger uden Grænser er fritaget for arveafgift. Hvis du har besluttet dig for at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, kan du få gratis bistand og rådgivning til at udfærdige dit testamente hos Moltke-Leth Advokater, der på denne måde støtter Læger uden Grænser. Kontakt Vibeke Samuelsen på telefon 33 11 65 11 eller på vs@moltke-leth.dk. Alle oplysninger behandles fortroligt, og advokaten har tavshedspligt. Du kan også bestille vores arvefolder på arv@msf.dk Læger uden Grænser · Strandlodsvej 44, 2 · 2300 København S ·Tlf. 39 77 56 00 · www.msf.dk

    ...