Når en kærlighed bryder sammen, mister man ikke bare det fundament, man stod på. Man mister sig selv og hele fortiden når en roman fx formår at trække forbindelseslinjer mellem mennesker, ting, billeder og følelser i verden – og på den måde giver virkeligheden en form, der gør, at vi som mennesker kan erfare den. Og måske endda, i et øjeblik eller to, føle os hjemme i verden. I Josefine Klougarts nye roman vender den kvindelige fortæller netop hjem til Mols Bjerge efter to forliste forhold, der har slået hende omkuld. Hun søger tilflugt i sin barndoms genkendelige landskab. Men det er alligevel ikke som før. Et stort skovområde står fx blottet, ryddet for træer. Fortælleren kan heller ikke finde den samme tryghed i sin mors favn. Fordi en mor hverken kan eller skal udfylde tomrummet efter en elsker. Og fordi fortællerens egen erindring ikke er stabil. Josefine Det er nærliggende at tro, at Josefine KlouKlougart har, ikke helt overraskende, lignende erfaringer at trække på: gart gang på gang portrætterer sit eget liv. At – Alting ændrer sig, fortiden er ikke død. Du slæber den med dig som en isblok på en lille vogn, hun bruger af det, man med et litterært udtryk den smelter eller fryser til, ændrer konstant form. Bevæger sig med dig genkalder ’hovedstolen’. Men nem livet. Jeg har haft perioder, hvor jeg har været helt opløst. Efter mit første sådan spiller klaveret ikke kærlighedsforhold, der gik i stykker, var jeg tæt på at gøre det samme. Eller retnødvendigvis i det klougartJosefine Klougart løber maraton, og tere: Jeg gik helt i stykker. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at finde et sted, ske hjem. hver morgen året hvor jeg følte mig hjemme. – Forholdet mellem virkerundt går joggeturen – Når en kærlighed bryder sammen, mister man ikke bare det fundament, ligheden og litteraturen, min forbi et sted, hun man stod på. Man mister sig selv og hele fortiden. Erindringen ændrer sig, virkelighed og min litterakan bade fordi det punkt, man ser fra, er et andet. Man er styrtet, og hele ens historie tur, er meget komplekst og styrter med. Man må finde et nyt sted at fortælle sin historie fra, et nyt hjem i kan slet ikke reduceres til den verden, der er. Nu. Det er nok det, jeg er mest afhængig af, og som jeg værdsætter højst ved det procenter. Hvor meget er virkeligt? Hvor meget at være i et kærlighedsforhold af den ene eller den anden art. At relationen kan give mig en umider ’levet liv’? Det er den slags spørgsmål, man delbar følelse af at være hjemme. I den andens blik, simpelthen. Det at man bliver set af den anden bliver mødt med som forfatter. og genkendt, det er dét, der får den følelse af hjem frem i mig. – Men det er i det store perspektiv uinteressant. Erkendelser er derimod interessante! Jeg Forsmag på det store tab som privat menneske er ikke særligt interessant. Moderen i romanerne er ikke min mor. ’Jeg’ er ikke mig. Agri er ikke Agri. Jeg har ikke oplevet alt det, jeg skriver – men jeg har erfaret det hele, om ikke andet så i sproget. – Det interessante er litteraturens overskridende potentiale. Så snart du formulerer noget i et litterært sprog, bliver det jo noget andet end virkelighed. Sproget er ikke gennemsigtigt. Når litteratur er stor kunst, er det, fordi det poetiske sprog skaber erkendelse. Det er, når man ligesom får blik for det, man godt vidste fandtes, men bare ikke havde adgang til. Og det sker tit, Tilbage foran barndomshjemmet er det blevet tid til atter at krølle sig ind i den lille bil og stikke kursen ud mod færgelejet, mod Molslinjen, Odden og København. Tågen sumper måske stadig derude i det kuperede terræn, men i så fald dæmper tusmørkets tætsluttende tæppe den effektivt. Når Josefine Klougart næste gang vender tilbage, og mosekonen tilfældigvis brygger løs, kan det være, at hun oplever tågen væsensforskelligt fra nu. Den fraflyttede forfatterinde husker stadig, hvordan det chokerede hende, da Mols Bjerge ikke længere lignede sig selv efter hendes andet forliste forhold på få år: – Det var, som om sorgen ændrede alt. Jeg har jo altid følt så stærkt, så stærkt, at jeg bar dette landskab i mig. Helt konkret i mit ansigt og i mit sprog. I mig, simpelthen. Men alt var ændret. Stalden hos præstegårdsforpagteren var revet ned. Og alle mine erindringer om sommereftermiddagene dér var taget med i faldet. Minutterne inden køerne kom ind. Alle skyggerne og støvet, der dansede i solen. Væk, væk var de. Og så var der bare det billede af en bar mark i stedet. Det var som at se et ødelagt ansigt. De to billeder, der lægger sig oven i hinanden – erindringens og øjnenes – var forfærdelige. Freud snakker om ’das Unheimliche’: Når noget både er velkendt og fremmed på én gang – det var den følelse, jeg havde efter kærlighedsbruddet. Hele mit liv var unheimlich. Mens en forfatter som Karl Ove Knausgård skriver for at tømme sig selv for personlige fortællinger og for længst har varslet enden på sit forfatterskab, forholder det sig omvendt med Josefine Klougart. Hun kan dårligt forestille sig nogensinde at stoppe. Hun skriver blandt andet for at holde sin dødsangst stangen, siger hun. Men hun ved også, at hun næppe nogensinde helt bliver fri for den: – Da jeg for anden gang i mit liv måtte indse, at en kærlighedsrelation faldt fra hinanden for øjnene af mig, stod jeg der igen. Med den følelse af tab, som i sidste ende er en forsmag på det store tab af alt. Døden, simpelthen. Det var sidste vinter, og det var, som om meget af den sorg og desillusion, ensomhed og frygt for ikke at få elsket nok, før jeg skal herfra, samlede sig til en syl, der ligesom jog igennem mig. Grinende: ’Ha! Udskyde hvad?’ sagde den. Og midt i denne erkendelse af, at nok havde jeg sørget, og nok havde jeg fundet ud af at arbejde mig igennem sorgen og angsten. Alligevel måtte jeg indse, at den stadig var der. Jeg var simpelthen først lige begyndt. Der er hele tiden en ensomhed, der griber os mennesker, rykker os op mod rod. Så ligger man dér og spræller. For mig var det et chok, som om det var første gang, erklærer Josefine Klougart. Stadig 26 år. Så falder den tragikomiske tilføjelse: – Og mig, der ellers var så gammel! Januar 2012 Ud & Se 19 KLoUgart Kort Født i 1985 og opvokset på Mols. nummer to i en søskendeflok på tre (piger). Debuterede i 2010 med romanen ’Stigninger og fald’, der blev nomineret til nordisk råds Litteraturpris 2011. i 2011 udkom romanen ’Hallerne’, der i februar sættes op som teaterforestilling på aarhus teater. romanen ’Én af os sover’ udkommer på forlaget rosinante i dette forår.
Download PDF fil