Side 22

R E T R E AT Det her er så meget bedre, end at sidde i en lille lejlighed inde i byen og se ninjaer på tagene. Michael har været ad den samme vej som rigtig mange andre PTSD-ramte veteraner. For ikke at skulle tænke så meget, arbejdede han som en vild og gal. - På et tidspunkt havde jeg fem forskellige jobs på en gang. Sammenlagt var det over 100 timer om ugen. Det var bedst, hvis der kun var seks timer hver nat, der skulle slås ihjel, fortæller Michael. På et tidspunkt gik den ikke længere, og han knækkede sammen. - Arbejdet er altid det sidste, man mister, men så er der heller ikke mere tilbage, kommer det fra Michael, som har fået gearet voldsomt ned for både arbejdstider og tempo, imens han har været på øen. Han har lavet nye bede og forbedret de gamle. Det ser godt ud. - Jeg kan godt lide at se, noget blive færdigt, helt færdigt, fortsætter Michael. Han er rimeligt fortrøstningsfuld, når det drejer sig om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Han er ved at få aftalt praktik. Det skal nok gå. Om aftenen tænder Stuart for verdens bedste TV-kanal, et bål. Når det er koldt, er det inde mellem nogle træer ikke langt fra bebo- elsesvognene. I godt vejr er det nede på stranden. Der bliver ikke sagt så meget, men det, der så bliver sagt, er vigtigt. Steffen fortæller Martin, at det er godt, at han er kommet. De andre nikker bekræftende. Stuart sidder roligt som en skipper på broen i hårdt vejr. Han har aldrig fået lært sig at tale dansk ordentligt, men forstår stort set alting. Veteranerne taler engelsk til ham, og det har en særlig effekt. Der skal ligesom tænkes lidt mere over, hvad man siger, og samtidig bekræfter det hans rolle som den erfarne officer, der nok skal få hele delingen hjem. Martin flytter rundt for at undgå røgen. Man kan høre på hans åndedræt, at han ikke er faldet ned endnu. Han taler med de to andre, om at selvmedicinere sig selv med stort set alt, hvad der kan indtages. De kender det alle tre, men er ikke på anden medicin nu, end den deres læge har udskrevet. På øen er det stærkeste, der indtages kaffe og tobak. Natur Retreat for Veteraner startede som et pilotprojekt i Skotland for britiske veteraner. Anne-Line og Stuart prøvede deres idéer af og fik positive tilbagemeldinger. De valgte at overføre erfaringerne til deres økologiske ejendom på Strynø, og den første veteran flyttede ind i 2012. De venskaber, der opstod i Skotland, har medført, at også veteraner fra den britiske hær, har boet på øen i perioder. I dag er Natur Retreat for Veteraner godkendt som botilbud under Serviceloven og er en selvejende institution med pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø som formand. Opbygningen af stedet er sket med hjælp fra fondsmidler fra hovedsageligt Velux Fonden og senest Forsvarsministeriet, som også har bevilget en båd. For som Stuart så rigtigt siger, kan man ikke bo på en ø uden at have en båd. De tre veteraner står på stranden og venter på, at Stuart kommer med båden. Da den ligger i vandet, dukker Anne-Line op med madkurven og ønsker god tur. De skal ud for at se på sæler, og måske skal Steffen en tur i baljen for at plukke muslinger. Ude på lidt dybere vand sætter Stuart motoren i tomgang og giver en sikkerhedsbriefing. Han træder ind i rollen som major og er præcis med en passende portion australske eder. - Ombord på min båd, er man en komplet idiot, hvis man ikke har redningsvest på HELE tiden. Rygning er kun, hvis man får lov til det. Jeg har to dunke med brandstof stående her, fortæller Stuart. De tre mænd er vant til at høre efter og stiller ingen spørgsmål. Halvvejs rundt om øen rammer den første haglbyge. Den gør nas og Martin, der ikke har pakket til den slags ture, begynder at fryse. Stuart kan ikke lade være med at grine. - Det er da jer, der er vikinger. Jeg er født og opvokset langt nede i Afrika, kommer det fra Stuart. Lidt efter klinger bygen af, og samtidig forsvinder vinden. De finder Anne-Lines hjemmebagte boller frem og får varm kaffe i krusene. Det hjælper på humøret, og det bliver kun bedre, da en nysgerrig sæl dukker op. Da den sidste kop kaffe er drukket, kaster den næste haglbyge sig over dem. De bliver enige om, at muslingerne må vente til en anden dag og sætter kursen hjem. Imens haglene banker imod båd og mænd, begynder Steffen at synge “Det er sommer, det er sol og det er søndag.” De to andre stemmer i. Det er på en gang rørende og livsbekræftende. S 22 Der bliver ikke sagt så meget, men det, der så bliver sagt, er vigtigt. CS Bladet | Nr. 3 | Juni 2017

Side 23

CS Bladet | Nr. 3 | Juni 2017 S 23

    ...