kørestol. Samtidig ved vi, at halvdelen af patientgruppen bor alene (Jensen et al., 2017; Madsen et al., 2017), og at lysten til mad er nedsat (Jensen, 2018), hvilket understreger vigtigheden af, at der er sundhedsprofessionelle, der støtter patienten i sufficient ernæringsindtag (ibid.). Vurdering om protese er en mulighed For de fleste, der oplever at få et ben amputeret, er det et stort ønske at få en protese for derved at genvinde gangfunktion, men også for at fremstå som ”et helt menneske” i sociale sammenhænge (Hall & Orzada, 2013). Det vides ikke, hvor mange af dem der amputeres i Danmark, der ender med at blive protesebrugere, men det anslås at være ca. en tredjedel (Riis Madsen, 2017). Om der blandt de sidste to tredjedele er borgere, som kunne have haft gavn af en protese, vides ikke, men forskning tyder på, at dette kunne være tilfældet (ibid.). Kommentarer i kortlægningen antyder, at det nogen steder er svært at få bevilget relevante protesekomponenter, og at sagsgange kan være meget lange, hvilket underbygges af erfaringer fra Amputationsforeningen. Dette kan være noget af forklaringen på de store forskelle i tider til proteseforsyning, kortlægningen afslører. I Danmark har kommunerne myndighedsansvaret for at bevilge benproteser efter servicelovens § 112 (Socialministeriet, 2007) på baggrund af en individuel ansøgning om personbårne hjælpemidler. I serviceloven står der: ” Der ydes støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Hjælpemidlet skal 1) i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) være nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv. ” (ibid.) Det følger af vejledningen til serviceloven, at hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kortlægningen afslører forskellig praksis i hvor, hvornår og på hvilket grundlag ansøgninger om proteser bliver udarbejdet og vurderet, hvilket kan være med til at forklare, de store forskelle i hvor lang tid der går, fra amputationen er foretaget, til første protese er udleveret. For eksempel var der kun ét hospital, der udfyldte ansøgninger inden operationen, når dette var muligt, hvilket kunne være med til at fremskynde processen. Kortlægningen viser, at udarbejdelse af proteseansøgninger kun i mindre grad udarbejdes på hospitalerne, og at denne opgave derfor overvejende ligger i kommunerne, som samtidig har myndighedsansvaret for at bevilge proteserne. Kortlægningen viser, at der ikke systematisk bruges objektive redskaber i vurderingerne. For eksempel blev de af IKA udarbejdede skemaer (Foreningen af offentlige indkøbere IKA, 2019) kun blev anvendt på ét hospital og i 42 % af kommunerne. Brug af mere objektive redskaber i processen vil kunne være med til at sikre et mere ensartet og transparent grundlag for vurderingerne (Sansam, 52:64
Download PDF fil