Peyronies sygdom - krum penis Til patienter og pårørende Vælg farve Her kan du læse mere om Peyronies sygdom og forskellige behandlinger Hvad er Peyronies sygdom? Peyronies sygdom opstår som følge af en betændelseslignende tilstand i bindevævet omkring penis´ svulmelegemer, som over tid resulterer i udvikling af arvæv i bindevævet. Arvævsdannelsen bliver til en forkalkning, som også kaldes plak, og kan forekomme forskellige steder på penis. Plakken kan blandt andet resultere i en krumning, der forhindrer normal rejsning. Man kan ikke se plakken men ofte føle den under huden. Det er almindeligt, at penis krummer lidt, men hvis den har en mere markant bøjning i erigeret tilstand, som enten forårsager smerte eller vanskeligheder med at gennemføre samleje, kan det være symptomer på Peyronies sygdom. Hvor mange har Peyronies sygdom? Det er uvist, hvor udbredt Peyronies sygdom er. Dog er den mere almindelig end mange tror. Mange mænd søger ikke læge, selv om de har tegn på Peyronies sygdom. Peyronies sygdom rammer primært mænd mellem 40-60 år, men sygdommen kan forekomme i alle aldre. Sygdommen forekommer hos 3-9% over 18 år, hvilket i gennemsnit svarer til 133.000 mænd i Danmark. Hvordan udvikler det sig? Udviklingen af sygdommen består af to faser: Den aktive fase og den kroniske fase. Aktiv fase Peyronies sygdom starter med en betændelses- lignende fase, som normalt varer i 6 til 18 måneder. I denne fase udvikles plak (arvæv) i bindevævet omkring svulmelegemerne og der kommer en krumning af penis. I denne fase kan man føle smerte ved rejsning og en spontan opløsning af plakken kan forekomme. Kronisk (stabil) fase I den kroniske fase har man lidt eller ingen smerte. Plakket samt krumningen er stabil. Hos ca. 70% vil sygdommen være uændret og stabil. Hos ca. 20% vil sygdommen blive komme igen og krumningen bliver værre. De resterende 10% vil opleve en spontan opheling. Hvilke problemer medfører det? Når plakken er til stede, kan det forhindre en normal udstrækning af penis i forbindelse med rejsning, hvilket resulterer i krumning af penis. Alt afhængigt af hvor plakken er placeret, vil den medføre krumning i forskellige retninger. Hvis for eksempel plakken sidder på oversiden af penis, bøjer penis opad. Sidder plakken på undersiden af penis, bøjer den nedad. Krumningen kan også medføre forkortelse af penis og problemer med rejsningen, da blodforsyningen til rejsningen bliver kompromitteret på grund af plakken. Penis ændrer udseende, og der kan komme smerter. Forandringerne kan også medføre ængstelse, bekymringer, lavt selvværd, depression og problemer i samlivet. Man kan også føle sig utilstrækkelig, da man føler, at man ikke længere kan tilfredsstille sin partner og man trækker sig derfor fra relationen, hvilket igen kan give problemer med intimiteten. Nogle synes, at det er skamfuldt og finder, at det er svært at tale med nogen om problemet. Her kan du se mere På hjemmesiden mit.rsyd.dk eller appen Mit Sygehus kan du bl.a. se film. Vælg: • OUH Odense Universitetshospital • L Urinvejskirurgisk Afd • Peyronies sygdom - krum penis Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Urinvejskirurgisk Afdeling L Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odel Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdl x 1/2 Materiale nr: 152509 12.03.2024
Download PDF fil