Information til dig, der har været udsat for voldtægt Muligheder for hjælp I den akutte fase Hvis du kommer i Center for Voldtægtsofre inden for 7 hverdage efter overgrebet, tilbydes du samtale med en sygeplejerske der har erfaring med at hjælpe kvinder, der er i akut krise. Du tilbydes endvidere retsmedicinsk undersøgelse. Centeret kan kontaktes hele døgnet på telefon 30 57 09 22. Center for Voldtægtsofre har tilknyttet egen psykolog. Indenfor 2 hverdage vil du blive kontaktet af denne med henblik på samtale, ligesom du efter ca. 14 dage får tilbudt en opfølgende samtale med læge og sygeplejerske. "Sen"-henvendelse Er det mere end 7 dage siden du har været udsat for overgrebet kan Center for Voldtægtsofre tilbyde samtale med sygeplejerske samt samtale med psykolog. Endvidere er der mulighed for sexologisk rådgivning samt social rådgivning. Er henvendelsen ikke akut, kan Centeret kontaktes hver onsdag kl. 9-14 på tlf. 30 57 09 22. Egen læge Du kan altid kontakte din egen læge, som har mulighed for at tilbyde dig samtaler, hvis du ønsker det. Privatpraktiserende psykolog Gennem din praktiserende læge har du mulighed for via sygesikringsordningen at blive henvist til samtaler hos en privatpraktiserende psykolog. Dette gælder op til et år efter overgrebet. Hvis overgrebet blev begået, inden du fyldte 18 år, gælder ingen tidsbegrænsning. Man kan få bevilget op til 12 samtaler og skal selv betale 1/3 af honoraret, ca. 300 kr. pr. gang. Hvis det er vanskeligt for dig at betale psykologens honorar, kan du henvende dig til din sagsbehandler i din bopælskommune og høre, om man derfra har mulighed for at hjælpe dig. Alle har en sagsbehandler i den kommunale socialforvaltning. Sagsbehandleren kan også rådgive dig om andre tilbud om hjælp i din kommune. Er der gået ét eller flere år, siden du blev udsat for et overgreb, begrænses mulighederne for psykologhjælp gennem sygesikringen. Det betyder, at du selv skal betale det fulde honorar. Du kan finde en oversigt over psykologer på www.psykologeridanmark.dk Herudover kan du søge hjælp hos Landsforeningen Hjælp Voldsofre, www.voldsofre.dk. Rådhusstræde 7,1., 8900 Randers. E-mail: voldsofre@voldsofre.dk. Telefon 86 41 59 00. Kl. 8-14 er der personlig betjening. Resten af døgnet kan du indtale besked på en telefonsvarer. Landsforeningen tilbyder juridisk, social og psykologisk bistand. Endvidere findes der i flere større byer krisecentre for voldsramte kvinder, Mødrehjælpen og selvhjælpsgrupper, hvor man kan søge støtte, råd og vejledning. Der findes også Offerrådgivningen, som er uafhængig af myndighederne og tilbyder anonymitet. Medarbejderne arbejder pa frivillig basis. Bagest i denne information er der en liste med navne og telefonnumre på steder, hvor man kan søge hjælp. 5/9
Download PDF fil