Forord Dansk Center for Organdonation (DCO) gennemførte i foråret 2015 en spørgeskemaundersøgelse på landets intensivafdelinger, som belyser personalets viden om og holdning til organdonation. DCO vil sammen med intensivafdelingerne bruge undersøgelsen som grundlag for at identificere, hvor der kan gøres mere i forhold til undervisnings- og opmærksomhedsskabende aktiviteter. Herudover giver undersøgelsen den enkelte intensivafdeling og regionerne en viden om, i hvilken grad personalet er opmærksom på best practice for organdonation, som blev beskrevet i 2014. Denne rapport omhandler resultaterne opgjort nationalt og fordelt på regioner. DCO gennemførte i 2010 en lignende spørgeskemaundersøgelse. Hvor det er muligt, er der derfor også redegjort for den udvikling, som er sket i perioden 2010 til 2015. Herudover er resultaterne opgjort for hver intensivafdeling, og de 41 rapporter er offentliggjort på www.organdonation.dk Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført elektronisk. I alt 3.730 ansatte på 41 intensivafdelinger har fået tilsendt spørgeskemaet. At det er lykkes at indsamle mailadresser på læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter (SOSU) og sygehjælpere ansat i intensivafdelingerne, kan alene tilskrives den store indsats, som afdelingernes donationsansvarlige nøglepersoner, ledelser og sekretærer har ydet. De donationsansvarlige nøglepersoner har endvidere medvirket til at styrke svarprocenten i undersøgelsen ved undervejs at viderebringe information om status for antal besvarelser fra afdelingen og motivere kollegerne til at medvirke. Jeg vil gerne takke alle jer, som har medvirket, for jeres tid og engagement. August 2015 Helle Haubro Andersen Centerleder Viden om og holdning til organdonation blandt personale på intensivafdelingerne 2015 1
Download PDF fil