Side 8
Tid til at leve Gode arbejdsforhold, et hus nær vandet og tid til at nyde livet. Günther og Erika Eckhard er glade for, at de i 2010 valgte at flytte fra Østrig til Danmark. Günther er læge og arbejder i lægehuset i Nørre Nebel. E n annonce fra regionen via Workindenmark på internettet. Sådan fik 42-årige Günther Eckhard og hans kone Erika Eckhard øjnene op for Danmark. I annoncen stod der, at Danmark søgte læger, og parret besluttede hurtigt at give livet i Danmark et forsøg. Det er nu fem år siden. Dengang boede de i byen Garsten i det nordlige Østrig. Günther havde sin egen mindre lægepraksis, og Erika, der er uddannet lægeassistent, arbejdede på det lokale sygehus. Men udover det almindelige arbejde var Günther også politiembedslæge, fængselslæge, underviste fysioterapeutelever - og så tog han også vagter i lægevagten. - Jeg arbejdede i gennemsnit 100 timer om ugen, og efter fem år blev jeg nødt til at sige stop. I Østrig er det i modsætning til Danmark et krav, at praktiserende læger tager aften- og weekendvagter hos lægevagten udover deres almindelige arbejde, fortæller Günther, mens Erika tysser på hundehvalpen Hector, der blev en del af familien sidste år. Men det var selvfølgelig en stor beslutning at flytte til Danmark - især fordi Erickas datter og Günthers søn valgte at blive i Østrig, så de kunne fortsætte deres uddannelser og blive hos deres venner. TEKST: MIRA BORGGREN FOTO: JESPER BALLEBY Husejere i Esbjerg Erika og Günther slog sig i første omgang ned i Nørre Nebel, men sidste år valgte de at købe hus i Esbjerg. Huset ligger mindre end 500 meter fra Vesterhavet, hvor de ofte går ture med Hector. - Vi drømte om at bo tæt på vandet. Det var en af de helt store fordele ved Danmark, og da vi flyttede, var vi enige om, at vi skulle bo nær vandet. Det var også en af grundene til, at vi valgte Nørre Nebel frem for f.eks. Ølgod, siger Günther. Der er også en anden stor fordel ved huset: - Vi har fået naboer. Det har været lidt svært at få en dansk omgangskreds. Danskerne er flinke, men ikke helt så åbne som østrigere - og så bruger de meget af deres fritid i foreninger. Det er vi ikke vant til, fortæller Günther, og Ericka, der er ved at uddanne sig til socialog sundhedsassistent, nikker. Fra Østrig til Danmark I 2010 kørte Günther og Erika fra Østrig til Danmark for at besøge flere forskellige lægehuse i Region Syddanmark. Valget faldt på Nørre Nebel, hvor Günther i dag har købt sig ind. Sammen med tre andre læger dækker han ca. 6.000 patienter og en del turister. - Vi valgte Nørre Nebel, fordi vi kunne lide området, og jeg kunne mærke, at jeg kunne arbejde godt sammen med mine kommende kollegaer, forklarer Günther, og Erika tilføjer: - Der var også mange tyske turister, som jo talte tysk. Det var godt i starten. Det danske sprog Günther og Erika gik på sprogskole i tre måneder, da de ankom til Danmark. I dag holder de sproget ved lige ved at tale det dagligt, læse danske bøger, se dansk tv og høre dansk musik. - På tre måneder lærer man jo ikke dansk, men man lærer også bedst ved at komme ud og prøve det af. I starten var det svært. Jeg sad og slog ord op i en ordbog, når patienten var gået. For selvom jeg godt kunne spørge om, hvor det gjorde ondt, så manglede jeg nuancerne i sproget, siger Günther, der ellers er kommet godt efter det danske og bruger udtryk som ‘det koster en bondegård’, da han fortæller om omregistreringsafgiften på den bil, de havde med fra Østrig. Enkelte patienter har valgt Günther fra, men han vurderer, at det ikke handler om sproget, men om kemien, der jo er vigtig mellem læge og patient. 8 Sund i Syd JUNI 2015
Side 9
- Sproget er kun et problem, hvis patienterne taler med meget vestjysk dialekt. Det er især svært i telefonkonsultationer, hvor jeg ikke kan se dem, men på den anden side siger vores lægesekretær, at hun også har svært ved at forstå det, hvis patienterne mumler for meget, siger Günther og griner. FAKTA Region Syddanmark har 819 praktiserende læger – af dem er 13 fra udlandet. Der ansættes yderligere fem-syv udenlandske læger i 2015. Lægerne er ansat/har købt sig ind i lægehuse i Nørre Nebel, Tønder, Løgumkloster, Skærbæk, Marstal, Aabenraa, Varde, Ølgod, Esbjerg og Ribe. Sådan rekrutterer Region Syddanmark Regionens rekrutteringsteam har siden 2013 hjulpet udenlandske læger (og danske yngre læger) med kontakt til lægehuse og kommuner i forhold til bolig, børnepasning og ægtefællejob. Sådan sker det • Regionen annoncerer via Workindenmark og EURESS. • Ansøgninger gennemgår en faglig vurdering. • Forsamtaler via Skype. Her sidder uddannelseskoordinator, sproglærer og rekrutteringsteam også med. • Introduktionsweekend i Danmark med ansættelsessamtaler. Her vurderes lægerne fagligt, personligt og sprogligt. • Lægernes partnere vurderes sprogligt, og deres CV gennemgås. • Udvalgte læger ansættes i 14 måneders ”evaluerings-/introduktionsstillinger” hos udvalgte lægehuse. • Lægerne gennemgår seks måneders intensiv sprogtræning på sprogcentret på Vejle Sygehus. (Sprogundervisningen er blevet optrappet siden 2011). • Efter tre mdr. er lægerne i sprogpraktik i lægehuset én-to dage om ugen og fortsætter tre dage om ugen med sprogundervisning. • Efter seks mdr. starter den faglige omskoling ude i selve lægehuset – til de er klar til at købe sig ind eller blive fastansat. • Lægernes partnere tilbydes at deltage i regionens sprogtilbud, ellers undervises de via kommunen. En opfordring Günther og Erika er rigtig glade for Danmark. Så glade, at de regner med at blive her altid. Men der er en ting, der undrer dem: - Man kan først søge om ubegrænset opholdstilladelse efter fem års uafbrudt ophold i Danmark. Men jeg har jo allerede investeret en million kroner i lægepraksissen i Nørre Nebel, vi har købt hus og betaler skat. Taler vi om statsborgerskab, skal jeg vente ni år, før jeg kan få det. Hvis Danmark vil gøre sig endnu mere attraktiv for læger og andre højtuddannede, så burde man overveje at tilbyde statsborgerskab og ubegrænset opholdstilladelse tidligere. Det giver nemlig både tryghed og sikkerhed i hverdagen, siger Günther. TEMA 9 JUNI 2015 Sund i Syd