En strategi for: Fremtidens brugerinddragelse og -samarbejde ”Med de ressourcer vi har til rådighed, er det ikke nok, at vi er dygtige. Vi skal være de bedste, og her skal brugerinddragelse sætte retningen.” - Jan Erik Henriksen, direktør for Steno Diabetes Center Odense Steno Diabetes Center Odense (SDCO) skal være et fyrtårn inden for brugerinddragelse i sundhedsvæsenet. Ikke fordi det lyder godt, men fordi det gør en forskel. Det handler ikke om at bruge de rigtige ord og sige de rigtige ting, men om at samarbejde med brugerne, så alle drager mere fordel af det. Samarbejde med fokus på hinandens behov, muligheder og drømme, og hvor vi søger et fælles mål og et fælles sprog. Kun på den måde kan vi sammen skabe behandling af diabetes i verdensklasse. Det er ambitiøst, og derfor er denne strategi udarbejdet i samarbejde med mere end 100 mennesker med diabetes, pårørende, medarbejdere, ledelse og med input udefra i interviews, fokusgrupper, observationer og workshops. Strategien viser de veje, som SDCO vil følge ind i en fremtid, hvor brugernes stemme fylder i hele arbejdet med at skabe de bedste liv med diabetes - til fordel for dem, som lever med det, og som inspiration for alle andre. God fornøjelse. Bestyrelsen & Patientudvalget, SDCO Strategien træder i kraft 1. januar, 2020
Download PDF fil