Forord Dette er 1. version af Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, for fodterapeutpraksis, som skal anvendes ved eksterne surveys fra d. 01.10.2018. Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS) står for udvikling og drift af DDKM. DDKM skal understøtte og fremme systematisk, kontinuerlig kvalitetsudvikling. Der gennemføres hvert tredje år en ensartet og uvildig ekstern evaluering, eksternt survey, af kvalitetsudviklingsarbejdet, baseret på et fælles vurderingsgrundlag, nemlig akkrediteringsstandarderne. De eksterne evalueringer tilrettelægges, så de kan danne grundlag for en samlet akkreditering af den enkelte fodterapeutklinik. Ud over nærværende akkrediteringsstandarder for fodterapeuter indeholder DDKM også standarder for kommunale sundhedsydelser, for apoteker, for kiropraktorer, for privathospitaler, for det præhospitale område, for almen praksis og for praktiserende speciallæger. Akkrediteringsstandarder for fysioterapeuter, psykologer, tandplejere og tandlæger er under udvikling. Bestyrelsen er opmærksom på, at de bedste resultater opnås gennem et udviklingsarbejde, hvor de parter, som til dagligt skal arbejde med og leve op til kvalitet i sundhedsydelserne på et internationalt højt niveau, løbende involveres i udviklingsarbejdet. Dette har været tilfældet ved denne tilpassede version af DDKM for fodterapeuter. Hensigten med processen har været at lave et standardsæt, som giver mening i den kliniske hverdag, og som understøtter kvalitetsudviklingen og arbejdet med patientsikkerhed. Alle ønskes hermed held og lykke med det forestående arbejde, som forhåbentlig vil være med til at understøtte en fælles systematisk udvikling af kvaliteten i det danske sundhedsvæsen. Vagn Nielsen Bestyrelsesformand Jesper Gad Christensen Direktør
Download PDF fil