Side 6
GO’DAW JEG HEDDER LARS LARSEN Arnborg, den 6. august 1948, kl. 13.08 Jeg ”Dyne Larsen” kommer til verden – lille og spinkel, men ellers ved godt mod. Dette til trods for at min far var død få måneder før. Min mor stod tilbage med 4 små børn i alderen fra 0-5 år og en 160 tdr. land stor gård. ”Nygård” hed den og lå på golde og sandede jorder langt derude på den jyske hede, som ikke kunne bruges til andet end at dyrke kartofler. Dette gjorde hun, så godt som det nu var muligt, med et begyndende skrantende helbred. Min far – Lars Kristinus Larsen – var en velanset, respekteret, flittig og kendt kartoffelavler på Arnborg-egnen, en lille landsby mellem Herning og Brande. Her deltog han aktivt i det lille samfunds eksistens som formand for menighedsrådet, som kasserer for sygekassen og meget mere. Min mor – Signe Vera Kirstine Hansen – voksede op på Djursland i fattige kår. Hun kom senere til Århus, hvor hun blev Oldfrue på Hotel Ansgar og involverede sig bl.a. i Kirkens Korshær i mange år. I en sen alder fandt Vera og Lars så hinanden og blev hurtigt gift. Som om de vidste, at tiden var knap, ja så fik de altså sat vi fire børn til verden på blot 5 år, inden min far måtte give op over for sin sygdom – blot 55 år gammel. Min far Lars Kristinus Larsen Min mor Signe Vera Kirstine Larsen 6
Side 7
JEG HAR ET GODT TILBUD Det blev en hård tid for min mor, 43 år og 4 små børn og en forholdsvis stor gård at drive. Trods min mor var en stædig og udholdende kvinde, ja så gik der ikke mere end 4 år, før hun måtte kapitulere og sælge gården. Vi flyttede så til Thy, hvor min mor købte en mindre gård i Vestervig. Men ak, hendes helbred var blevet værre, og vi børn var ikke store nok til at aflaste hende. Så efter blot et par år måtte den stolte kvinde igen kapitulere og sælge gården. Men Signe Vera Kirstine Larsen ville ikke give op. Efter moden overvejelse fandt hun frem til, at hun måske kunne drive et mindre hotel, hvor vi unger kunne gi’ en hånd med. Som tænkt så gjort – min mor købte Hotel Gudenå i Bjerringbro. ”Lille Lars” er nu blevet 6 år og kan begynde at huske mere og mere af sit liv. Jeg har dog også erindringer helt tilbage fra, da jeg som 3-årig skulle klippes første gang på køkkenbordet. En fremmed mand med nogle mystiske instrumenter. Da skreg ”Lille Lars” som en stukken gris, men jeg overlevede dog. Jeg husker også som 4-årig, når kartoflerne skulle køres ind fra markerne og koges – for senere at blive brugt som ensilage, altså som foder til dyrene om vinteren. Så faldt der ofte en kartoffel eller to Fødegården af i farten, som jeg spiste af med velbehag. Når så jeg skulle spise ved de rigtige måltider – ja, så var jeg jo aldrig sulten. Så min mor var meget bekymret for om hendes ”Lille Lars” var syg – indtil sandheden kom frem. Landmandsliv blandt roer, æg og mus Jeg husker også, da vi skulle flytte fra Arnborg til Thy. Vi børn kunne ikke være i flyttebilens førerhus, så der blev lavet en lille hule helt inde i bunden af flytteladet. Her skulle vi sidde i de 6 timer, det tog at køre fra Arnborg til Thy… Ak og ve, det var en lang og skrigende tur. Det skal dog lige tilføjes, at der i væggen mellem flyttelad og førerhus var lavet en lille lem, så der kunne kommunikeres og uddeles mad og drikkevarer undervejs. Lemmen var dog ikke mindre end at vi én ad gangen kunne kravle igennem, når vi holdt pauser. Jeg tror, det var her, jeg fik mine første anlæg for klaustrofobi. 7


