LEDER Hvilken dyrevelfærd? Dette nummer af moMentum+ er blevet til på opfordring af et medlem, som arbejder med dyrevelfærd og oplever, at diskussionen er uklar, og at dyrevelfærdsmålene ind i mellem er indbyrdes modstridende. Vi prøver at komme tættere på begrebsapparatet, realiteterne og mærkerne i dette sidste nummer af moMentum+ i 2017. I naturtilstanden er der absolut ikke dyrevelfærd for alle dyr. Musvågen og katten æder musen, krager og ræve æder de nyfødte pattegrise, som på den måde ikke nødvendigvis oplever frilandsproduktion som høj dyrevelfærd. Høns er kannibaler. Den enes død er den andens brød. HUSdyr er taget ind i huset og dermed beskyttet mod vind og vejr, sult og tørst, såvel som en række naturlige fjender og sygdomme. Prisen for den markante forøgelse af dyrevelfærden er, at dyret ikke kan have en naturlig adfærd i stalden. Sådan er det grundlæggende. Banalt og noget, som er foregået siden oldtiden. Samtidig må vi erkende, at nogle tusinde års avlsarbejde (men nok primært de sidste 100 år) har skabt nogle dyr, som i mange tilfælde er langt fra naturtilstanden. Og som er mere udsatte, hvis de bliver bragt tilbage til en slags naturligt miljø. Tænk på søer med stor læg eller kyllinger, som er fremavlet med en tilvækst, så de får knogleskader. Det nævnes af Iben Alber Christiansen og Sybille Kyed, at der skal nye avlsmål til at udvikle dyr, der passer i mere »naturlige« systemer. Dyrevelfærdsmærker giver angivelig forbrugeren mulighed for at vælge et produkt, som har givet produktionsdyrene bedre velfærd. Forfatterne i magasinet er ikke enige: Det statslige dyrevelfærdsmærke løfter ikke nok, hvilke indikatorer er de vigtigste? Et godt eksempel på, at det bedste måske er det godes værste fjende. En række forfattere påpeger, at det solide arbejde, som er udført i Miljø- og Fødevareministeriet siden 2014, reelt løfter dyrevelfærden - også på det laveste trin. Hanne Lerche Voogds artikel giver en rigtig fin oversigt over begreberne og udviklingen fra dyrevelfærd som fravær af dyremishandling til nutiden, som ser på dyrenes følelser. I den sammenhæng er det jo tankevækkende, at nogle (lavere) niveauer af velfærdsmærker ikke indtænker sult hos dyrene. Der sættes spørgsmålstegn ved den »forbruger- eller markedsdrevne« dyrevelfærd. Men man må vel konstatere, at de første løsgående søer i større antal kom pga. krav fra det engelske marked, som forlangte »velfærdsgrise«, og at englænderne længe har været foran på dyrevelfærdsområdet. Så helt ligegyldig er markedets interesse vel ikke? Coop henviser til fravær af efterspørgsel på buræg som begrundelse for at udfase den type af æg. Forbrugerrådet Tænk peger meget vigtigt på, at et uoverskueligt mærkevirvar ikke øger dyrevelfærden og minder om, at der altid vil være brug for lovgivningsmæssige minimumskrav. Ingen kan være uenige i, at en mærkbar og målbar forøgelse af velfærden for HUSdyr er et vigtigt mål. Men artiklerne viser også, at det er let at sige, men sværere at definere, hvad øget dyrevelfærd er, hvordan man måler det, og hvordan man rent praktisk løfter niveauet. Hanne Lerche Voogds pointe om driftsledelse som en afgørende faktor gentages af andre forfattere. Her er noget væsentligt, men vanskeligere målbart. Glæd jer til debatmødet om dyrevelfærd den 30. januar 2018. JA formand Hans-Henrik Jørgensen 2 moMentum+ NR. 4 2017 NÅR DYREVELFÆRD MÆRKES
Download PDF fil
Arkiv