FOTO: DTU VETERINÆRINSTITUTTET Figur 3. Udstrygningspræparat af Babesia divergens (sort pil) i erytrocytter fra Limousinekvæg fra Samsø. FOTO: METTE F. HANSEN, DTU VETERINÆRINÆRINSTITUTTET. Figur 2. Eksempel på skovflåthabitat. Livscyklus Skovflåtens livscyklus består af tre udviklingsstadier: Larver, nymfer samt voksne hanner og hunner. Udviklingen fra æg til voksen tager ca. 3 år. I hvert stadie har flåten brug for ét blodmåltid (på nær hannens tredje stadie), og det lader til, at alle stadier kan overføre B. divergens. Larverne får typisk deres første blodmåltid fra små pattedyr, såsom gnavere. Herefter udvikler de sig til nymfer og har brug for endnu et blodmåltid, igen fra små pattedyr. Efter andet blodmåltid udvikler nymferne sig til voksne flåter, og hunflåten tager et blodmåltid på et større pattedyr fx kvæg. Når en skovflåt indtager et blodmåltid fra en inficeret vært, vil Babesia-inficerede erytrocytter blive suget med op. Herefter vandrer parasitten over i flåtens spytkirtler, hvor den formerer sig, og bliver overført ved flåtens næste blodmåltid som sporozoitter (det infektive stadie). Babesia divergens kan også overføres transovarialt6. Dette sker ved, at parasitten trænger ind i hunnens æg, hvor nye infektive sporozoitter udvikles gennem en række delingsstadier. Denne form for transovarial overførsel kan resultere i et stort antal inficerede flåter. Da infektionen persisterer i flåterne gennem deres forskellige udviklingsstadier samt overføres fra hun til afkom, kan Babesia-infektionen opretholdes i flåtpopulationen uden tilstedeværelse af inficerede værter i op til fire år7. Efter overførsel af sporozoitter fra vek- tor til vært, trænger sporozoitterne ind i erytrocytterne (Fig. 3), hvorefter de kaldes trophozoitter. Trophozoitterne deler sig ved binær fission og producerer to datterceller, kaldet merozoitter. Merozoitterne frigives fra erytrocytterne til blodstrømmen, ved at cellerne brister, hvorefter nye erytrocytter inficeres. Merozoitterne fortsætter med at formere sig og invadere nye erytrocytter, indtil værten enten dør, bliver behandlet, eller indtil immunsystemet hindrer yderligere deling. En lille andel af parasitterne omdannes dog til ikke-delelige gamonter, som bliver inde i erytrocytterne og venter på at blive overført til den næste flåt i forbindelse med et blodmåltid4. Babesiose-sygdomsforekomsten er typisk bimodal sæsonfordelt med en forårsepidemi i april til juni og en efterårsepidemi fra august til oktober. Tidspunktet for forårsepidemien afhænger dog af temperaturen i foråret4. Babesiose forårsaget af B. divergens kan variere fra en mild subklinisk infektion til en alvorlig livstruende tilstand med akut feber, anæmi, anoreksi, depression, øget respiration og puls samt det helt karakteristiske blod i urinen, hvorfor infektionen også er kendt som blodpis eller »redwater«4. Anæmi, hæmaturi og feber forårsages af destruktionen af erytrocytter i forbindelse med opformeringen af merozoitterne. Dette kan i nogle tilfælde forløbe perakut, og dyret dør få dage efter infektion, men det typiske forløb medfører akutte symptomer 1-2 uger efter infektion. Tabsvoldende sygdom Udbrud af sygdommen i en kvægbesætning kan medføre alvorlige tab som følge af øget mortalitet, aborter, fald i kød- og mælkeproduktionen samt omkostninger til kontrol og behandling. En interessant og muligvis unik kendsgerning ved bovin babesiose er, at sværhedsgraden af klini- ske symptomer samt mortaliteten er omvendt relateret til alder. Dvs. at smittet ungkvæg (< 9 måneder) sjældent udviser kliniske symptomer. Dette hænger mulig- vis sammen med en medfødt immunitet mod bovin babesiose, samt at antistoffer overføres fra koen til kalven via colo- strum3, hvorfor kalve, der inficeres i løbet af de første 10-12 levemåneder, vil udvikle immunitet overfor Babesia og dermed fungere som reservoirværter uden nævne- værdige kliniske symptomer. Smitten kan derved opretholdes i et område uden til- stedeværels af kliniske tegn, fordi kalve opvokset i endemiske babesiose-områder typisk ikke vil udvikle babesiose som voksne. Derimod vil naive dyr, som flyttes fra et område uden Babesia til et endemisk Babesia-område, have stor risiko for udvikling af babesiose. > Diagnostik Da babesiose kan være svær at diagnosticere ved almindelig mikroskopi efter udstrygning og farvning (se Fig. 3) har Center for Diagnostik, DTU Veterinærinstituttet, indført Babesia divergens-undersøgelse ved PCR som en del af rutinediagnostikken. Ønsker man at få kreaturer undersøgt for B. divergens, skal man indsende en prøve med stabiliseret blod (heparin eller EDTA). DVT 10 2018 21
Download PDF fil
Arkiv