Leder Mørke skyer i horisonten Det var et vendepunkt for det daværende SKAT, da regeringen med tilslutning fra en bred kreds af Folketingets partier besluttede at sætte et stop for nedskæringerne og gennem store investeringer starte genopretningen af grundlaget for tilliden til Skatteforvaltningen. Fra Dansk Told & Skatteforbunds side havde vi gang på gang advaret imod den tidligere kurs for SKAT – på baggrund af de utallige meldinger, vi fik fra medlemmernes oplevelser i dagligdagen, og efter grundig drøftelse i forbundets hovedbestyrelse. Men for to år siden tegnede der sig en lysere fremtid for den nye skatteforvaltning – selvom den positive stemning allerede fik et alvorligt knæk, da planerne for opsplitning og lokalisering blev konkrete for snart et år siden. Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse får stadigvæk mange tilbagemeldinger fra medlemmerne, om hvordan det går ”ude i virkeligheden”, og i dag giver det anledning til at råbe vagt i gevær, for der tegner sig nogle mørke skyer i horisonten. Også selvom regeringen fortsætter med at investere milliarder i Skatteforvaltningen – først og fremmest til investering i nye it-systemer og til styrkelse af inddrivelses- og ejendomsvurderingsopgaverne. Nogle vil måske mene, at det er for tidligt, vi begynder at tale om mørke skyer i horisonten – etableringen af Skatteforvaltningens syv styrelser gik jo først for alvor i gang den 1. juli. Men der er noget, som hedder ”rettidigt omhu” – og Dansk Told & Skatteforbund er bekymret for, at ting igen begynder at bevæge sig i en retning, hvor man ikke tager ved lære af de fejl, der tidligere er begået. Ikke mindst på baggrund af to ting, som er aktuelle lige nu. Den første mørke sky er regeringens forslag til finanslov for 2019 – og ikke mindst den udvikling, som forslaget indeholder for budgetoverslagsårene 2020-2022. Vi kan se i forslaget, at der lægges op til, at der på Skattestyrelsens område – for nu bare at tage den største styrelse – skal spares hele 400 millioner frem til 2022. Et anseeligt beløb – ikke mindst, når en styrkelse af kontrollen var en del af forslaget til genopretningen af tilliden til Skatteforvaltningen. Det er fortsat meget vanskeligt at se, at linjerne i finanslovsforslaget vil betyde en styrkelse af Skattestyrelsens kontrolindsats i de kommende år – ja, tværtimod. For Dansk Told & Skatteforbund står det derfor som en mørk sky i horisonten, og vi er bange for, at man nu er godt på vej til at gøre den samme fejl som tidligere – nemlig at pille ved forudsætningerne, inden man er kommet i mål. Det er gået galt før – og det kan det gøre igen, hvis Skatteforvaltningen ikke får den fornødne ro til at komme på fode igen, men allerede nu bliver ramt af forskellige finanspolitiske instrumenter. Den anden mørke sky i horisonten er den måde, man har valgt at gennemføre hele projektet med transformeringen af SKAT til en skatteforvaltning med syv styrelser kombineret med en udflytning af arbejdspladser fra hovedstaden. Vi har før kaldt omstruktureringer i Skatteministeriet for et ”organisatorisk eksperiment”, og vi tøver ikke med at gøre gentage det i den her forbindelse. For kompetencerne siver ud af Skatteforvaltningen. Nogle vælger frivilligt at gå på pension. Andre søger til nye arbejdsopgaver. Og med stor beklagelse er der også nogen, som bliver afskediget, fordi de ikke kan se sig selv dér, hvor ledelsen ønsker at placere dem i fremtiden. Vi forstår ganske enkelt ikke, at Skatteforvaltningen ikke gør mere for at holde på og værne om de medarbejdere, som har kompetencerne – både til at klare den daglige produktion, men også til at lære de nye kolleger op. Skatteminister Karsten Lauritzen lovede ved introduktionen af planen, at der skulle kunne findes nogle løsninger. Der er da også fundet løsninger hist og her – men bare ikke i tilstrækkeligt omfang, og vi forstår f.eks. ikke, at Skatteministeriet har valgt at lægge en mere restriktiv kurs for bl.a. anvendelse af hjemmearbejdspladser, end det medarbejderne oplever i andre udflytningsramte ministerier. Så kære skatteminister, kære politikere i Folketinget: Betragt det som en ”early warning”, der kommer fra Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer, som dagligt har fingeren på pulsen i Skatteforvaltningen og melder ind, når noget går skævt. Afsendt af Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse, som rent faktisk lytter til medlemmerne og deres store sum af erfaringer – og det vil vi gerne opfordre til, at I også gør. Ændre kursen – for pengene er for små, det tidsmæssige perspektiv for kort, skattekontrollen lider, og kompetencerne siver ud af Skatteforvaltningen. Sekretariat: Hjalmar Brantings Plads 8 2100 København Ø Tlf. 35 26 34 60 Fax 35 26 34 66 www.dts.dk E-mail: dts@dts.dk Forbundsformand Jørn Rise – rise@dts.dk Direkte tlf.: 35 25 44 91 – Mobil 40 26 44 91 Privat: Mosevang 14, 4690 Haslev Næstformand: Allan Christensen – avc@dts.dk – Mobil 60 88 07 72 Privat: Drosselvænget 17, 6760 Ribe Redaktør, Dansk Told & Skat Ole Pedersen - op@dts.dk Direkte tlf.: 35 25 44 93 – Mobil: 20 11 36 33 2 Dansk Told & Skat 5/2018
Download PDF fil
Indholdsfortegnelse
Arkiv