VINTERFORHOLD I områder med kraftigt snefald og lange, kolde perioder kan et VELUX ovenlysvindue være dækket med sne i længere tid, og i løbet af vinteren kan store mængder sne hobe sig op på taget. Tykke snelag virker isolerende og kan bevirke, at den sne, der er tættest på taget, begynder at smelte pga. det lille ekstra varmetab, der er på og omkring et ovenlysvindue. Samme fænomen ses ved gennembrydninger, f.eks. ved en skorsten, aftræk eller utæt dampspærre. Smeltevandet vil løbe ned ad tagfladen under snedækket. Når vandet rammer en overflade på under 0 °C, kan det fryse til is, f.eks. området over en kold skunk, et udhæng eller blot en koldere tagflade under vinduet. I sådanne situationer kan der dannes en dæmning af is under vinduet, der dæmmer op for yderligere smeltevand. Det opdæmmede vand kan forårsage vandindtrængning i og omkring vinduet, da hverken vindue eller tagflade er konstrueret til at modstå opdæmmet vand. Perioder med svingende temperaturer omkring frysepunktet kræver særlig opmærksomhed, da isdæmningen kan vokse hurtigt. For at imødegå sådanne problemer skal man fjerne sne- og isdæmninger omkring vinduet og på den måde sikre sig, at vandet altid kan ledes bort fra vinduet. 2 VELUX
Download PDF fil