Virksomhedsportræt En potentiel gamechanger i kampen for det sunde og bæredygtige indeklima Infusers nyudviklede teknologi renser ikke blot luften ved at rense farlige partikler og nedbryde forurenende gasser via naturens egne mekanismer. Løsningen kan også blive et vigtigt svar på, hvordan ventilation kan blive et vigtigt aktiv i det globale CO2-regnskab Af Claus Dahlbom Hansen, VELTEK I verdens storbyer bruges enorme energimængder på at ventilere luft i bygninger - alt den energi kan også bruges på at rense drivhusgasser, og dermed bidrage til det globale CO2-regnskab og de ambitiøse klimamål, de fleste regeringer har sat sig. At omdanne bygninger til gigantiske luftrensere blot ved brug af den ventilationskapacitet, der allerede er etableret, kan gøre en stor forskel, fortæller Lars Nannerup, CEO for Infuser. - Hvis vi også reducerer andelen af energikrævende udeluft i ventilationssystemer og i stedet i højere grad renser luften inde i bygninger ved hjælp af naturens egne mekanismer. Og hvis vi samtidigt bruger dette til at reducere bygningers energiforbrug og reducere udledningen af drivhusgasser, så kan vi både gøre noget for økonomien, sundheden og klimaet. At man så samtidigt i processen også slår diverse virus ihjel i ventilationssystemet, samt skaber et sundere indeklima, er en bonus, der specielt i denne coronatid, også vægter tungt. Hvad der umiddelbart lyder som en sympatisk, dog lidt utopisk vision, er i nogle lokaler midt i København i 2021 ved at blive til konkret virkelighed. I syv år har den danske cleantech-virksomhed, Infuser, arbejdet på deres patenterede løsning, der nu er klar til sit store indtog på markedet. Og det her kan meget vel blive en del af svaret på, hvordan ventilationsbranchen i fremtiden kan levere sund og bæredygtig luftrensning og bygningsventilation. Et spin out af KU’s forskning Infuser startede op i 2012 som et spin out af Københavns Center for atmosfæreforskning (CCAR) i kraft af de patenter og forskningsresultater, som afdelingen har opnået gennem årene. De to stiftere af selskabet, Lars Nannerup og Lars Nygaard Jepsen, køber de fornødne licenser til at bruge patenterne i erhvervsmæssig sammenhæng, og takket være støtte fra diverse fonde og innovationspuljer får Infuser hurtigt bygget et højkompetent team op – blandt andet Thomas Rosenørn, ph.d. fra Københavns Universitet, tiltræder som CSO. Lokalerne, herunder et stort laboratorie og mødefaciliteter, lejes af KU. - Samarbejdet med KU’s Kemiske Institut har været fantastisk for os, og det gav os klare fordele i den svære start. Vi kunne blandt andet låne lokaler, låne udstyr, være tæt på de studerende, modtage praktikanter osv. Der har hele tiden været ansat 15-25 medarbejdere i Infuser, fordi vi i stor udstrækning kunne håndplukke de bedste kandidater fra instituttet. Vi er stolte over at være en del af et konkret samarbejde mellem forskning og erhvervsliv, fortæller selskabets CEO Lars Nannerup. 24 HVAC 5 · 2021
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af HVAC Magasinet her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her