Sol over Gudhjem - stjerne over smørrebrødet? Det siges, at en profet sjældent er agtet i sit eget hjemland, og selv om der helt bestemt er undtagelser, så bekræfter de blot reglen. For eksempel fik René Redzepi ikke uden videre succes med sit nye nordiske køkken på Noma, ligesom mange så lidt skævt til hans kompagnon, Claus Meyer, i de tidlige år. De mærkede janteloven, for hvem troede de egentlig, at de var? Hvad var meningen med at drive en fin restaurant uden duge på bordene og uden de traditionelle franske lækkerier på tallerkenerne? Meningen var at skabe en ny standard ved at tage udgangspunkt i regionens egne råvarer, og det var ikke noget, der ligefrem begejstrede gennemsnitsdanskeren, som havde fået så rigeligt med rødbeder og gulerødder og hellere ville have en stor bøf, måske med fritter, og skulle det være ekstra hedonistisk så med en skive foie gras og et høvl trøfler over. Så Noma levede en stille tilværelse i de første år, indtil en indflydelsesrig italiensk madskribent kom forbi og efterfølgende skrev, at Noma var noget helt sensationelt. Michelin-guiden kunne også godt se idéen, så der vankede en stjerne, og da den unge Worlds 50 Best Restaurants-liste adopterede Noma, tog det fart. Noma blev i løbet af nogle få år kendt som “verdens bedste restaurant,” og så begyndte Danmarks gastronomiske eventyr. Efter det nye nordiske køkken har gået sin sejrsgang på kloden, er etnisk dansk mad for alvor ved at komme i søgelyset, og en stjerne i Michelin-guiden synes at glimte i det fjerne; det mener landets førende smørrebrødsskribent, Ole Troelsø, i hvert fald Dansk madkultur tiltrækker turister fra hele verden Gastroturister fra hele verden begyndte at strømme til Danmark, flere toprestauranter fik vind i sejlene, og hele det gastronomiske landskab forvandledes. Toprestauranter fik fodfæste i provinsen, hvortil også de nye madmarkeder og streetfoodmarkeder bredte sig. Men vinden er ved at stilne lidt af, hvad angår den nynordiske bevægelse. Noma har for længst rebet sejl og bevæget sig i en mindre missionsk retning, hvor eksotiske krydderier og råvarer er kommet til at spille en rolle. Nomas kraft er dog fortsat fænomenal, populariteten er enorm, og dansk gastronomi befinder sig fortsat i en slags slipstrøm efter det verdensberømte gastronomiske gennembrud i Christianias bagland. 6 | Maj 2019 |
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Food&Drink her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her