BRANCHENYT Retning og kompetencer i den digitale fremtid Under Velteks årsmøde for nylig tog blandt andet Grundfos’ Mads Nipper fat i digitaliseringen, som for mange industrier, distributører og leverandører ligner et truende isbjerg – men som nok ikke får dansk industris skibe til at synke Af Rolf Sylvester-Hvid - Når vi taler om digitalisering, så er det nok lidt som at betragte et isbjerg. Inden for de tekniske brancher føler vi, at vi kun kender toppen af isbjerget, når talen går på digitalisering. Vores tekniske viden og kompetence inden for kerneområderne er meget stærk, men vi føler os nok alle dårligt klædt på i forhold til begreber som IoT (Internet of Things) og Industri 4.0. Men er det i grunden så galt? Vi er nok bedre klædt på til fremtiden, end vi umiddelbart regner med i Danmark, så selv om digitaliseringen ligner de ukendte 90 procent af isbjerget under vandoverfladen, så står vi nok alligevel betydeligt stærkere, indleder Mads Nipper fra Grundfos under Velteks årsmøde på Fyn for nylig. Og Mads Nipper vil i den forbindelse tippe isbjerget rundt, for dansk industri har i årtier formået at placere sig på den teknologiske forkant inden for mange slags teknik, hvad ikke bare Grundfos, men også Danfoss, Vestas, Lego og mange andre industrikoncerner peger på. Digitaliseringen er dermed en faktor, der ligger på linje med markedets uforudsigelighed og bæredygtighed – altsammen vigtige parametre, som gør det pokkers svært at spå om fremtiden. Uforudsigeligheden kan man ikke gøre noget ved, og digitaliseringen kommer uanset skepsis, men som dansk industrivirksomhed kan man tage fat i bæredygtigheden som en konkurrencefaktor, man kan bruge aktivt – både af globale hensyn og med henblik på den internationale konkurrence. - Vi kan som producent, leverandør eller forhandler ikke løse alle verdens problemer, men vi kan identificere de problemer, der er fremherskende og så se, hvor vi selv kan gøre en forskel. Digitaliseringen kan i den forbindelse bruges aktivt til at binde mange systemer sammen, så de fælles – og indbyrdes kommunikerende platforme – løser problemer på en etisk og samlet fornuftig måde. Vi har allerede i hjemmene en række kommunikerende produkter, der potentielt kan bidrage til at skabe en bedre fremtid og en anden slags økonomiske forretningsmodeller end dem, vi er vokset op med, vurderer Mads Nipper. Mads Nipper fra Grundfos ser ingen grund til at frygte digitalisering i dansk industri. Selv om vi føler, vi kun har set toppen af isbjerget, så er vi nok bedre rustet til den digitale fremtid, end vi regner med. Kunsten er bare at bruge de rådige data til at skabe værditilvækst i kundernes systemer. Data må aldrig blive ”en overflødig service”. 12 Elteknik 7/8 · 2017
Del
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Elteknik her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her